Nyt initiativ skal give veteraner et frirum

Regeringen har afsat et milliardbeløb til veteraner. Én del af pengene går til et lokalt initiativ i Thy.

1:37
Morten Thodsen er PTSD-ramt veteran, der hjælper med at bygge Tiny Houses i Thy.

Der bores, bankes og skrues på Surfgaarden ved Snedsted i Thy, der er et rehabiliteringstilbud til PTSD-ramte. 

Surfgaarden er nemlig i gang med at opføre en række spritnye bittesmå boliger - de såkaldte Tiny Houses, som veteraner kan benytte som et frirum tæt på naturen. 

- Når man har en familie, hvor der er små børn, så sker der det, at ens nervesystem stille og roligt bliver overaktiv, og den eneste måde, man kan få ro på er at komme væk fra ræset, siger Anders Petersen, der er forstander ved Surfgaarden.

0:09
Anders Petersen er forstander ved Surfgaarden.


Og det udsagn kan den PTSD-ramte veteran  Morten Thodsen nikke genkende til. For ham ser han stor værdi i at kunne få en pause fra en hektisk hverdag og komme helt ned i gear. 

- Du kan jo sagtens trække dig hjemme, men her forlader du måske det hele, og så bare får du 100 procent batterierne fyldt op og kan komme tilbage igen, siger Morten Thodsen. 

0:08
Morten Thodsen er ved at bygge prototypen på de nye Tiny Houses.


Ekstra penge til veteraner 

Danmark skal være bedre til at tage hånd om soldater, når de kommer hjem fra deres missioner. Derfor præsenterede regeringen torsdag en ny aftale om ekstra penge til de danske veteraner.

Og et af de steder, som har fået i de penge er på Surfgaarden. Her bliver den ekstra pose penge brugt på at bygge de bittesmå huse. 

- Vi er jo simpelthen så kisteglade for, at der er nogle politikere, der har lyttet, og som er villige til, at vi kan starte det her pilotprojekt, siger Anders Petersen. 

Surfgaarden har fået to millioner til projektet og har selv sat sig for at bygge alle de nye Tiny Houses. Det vil koste dem cirka 300.000 kroner per styk.