Elever vil demonstrere mod besparelser: - Det er svært at få Mette Frederiksen direkte i telefonen

Elever og lærere på Herning Gymnasium vil mandag møde ind til en lidt anden hverdag. Regeringens udspil til finansloven har nemlig skabt røre hos eleverne, som nu siger fra.

0:13
Herning Gymnasium vil sætte røde bånd op på skolen mandag for at forhindre lærerne i at undervise
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning meddelte torsdag morgen i en pressemeddelelse, at flere gymnasier i Danmark nedlægger undervisningen heriblandt i Skive og Silkeborg.

På Herning Gymnasium vælger man også at nedlægge undervisningen, men på en kreativ måde.

- Vi vil demonstrere ved at sætte røde bånd op på skolen og sørge for, at lærerne ikke kan komme til at undervise, siger David Kosar, elev og medlem i forretningsudvalget på Herning Gymnasium.

På Herning Gymnasium skal der spares to til tre millioner, hvilket får store betydninger for kvaliteten og udbuddet af undervisning, mener David Kosar.

- Det kommer til at ramme os på flere punkter. Det er blandt andet vores valgfag, lærerne selv og vores A-fag, lyder det fra David Kosar.

Demonstrationen skal sende et signal til både regeringen, andre gymnasier og medier om alvoren for de store besparelser. David Kosar lægger vægt på, at de føler sig nødsaget til at gøre det på denne vis fremfor et opkald til Christiansborg.

- Det er svært at få Mette Frederiksen direkte i telefonen, så vi så ingen anden mulighed. Vi har før som gymnasium forsøgt at komme igennem til Folketingets politikere uden held, uddyber David Kosar. 

David Kosar håber på, at Folketinget og andre får øjnene op for de konsekvenser, det kommer til at have for Danmarks fremtid.

Er det ikke bare fordi man har været lidt privilegeret på Herning Gymnasium tidligere?

- Nej, det er vores frihed, som bliver taget fra os. Det, at vi kan få lov selv at udforske valgfag, som er sjovere end almen undervisning nogle gange, svarer David Kosar med et smil til vores reporter.

0:09
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST