Få overblikket her: Vestjysk kommune helt i top

Få overblik over, hvor mange flere unge, der vil begynde i gymnasiet i din kommune, hvis regeringens reform af landets ungdomsuddannelser bliver til virkelighed.

Ifølge nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet vil 22 procent flere unge begynde i gymnasiet i 2035, hvis regeringens reform af landets ungdomsuddannelser bliver vedtaget.
Ifølge nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet vil 22 procent flere unge begynde i gymnasiet i 2035, hvis regeringens reform af landets ungdomsuddannelser bliver vedtaget.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Med en stigning på 42 procent ligger Morsø Kommune i toppen af Børne- og Undervisningsministeriets nye beregninger.

Tallene viser, hvor mange flere unge, der forventes at starte på en gymnasial uddannelse i 2035, hvis regeringens reform af ungdomsuddannelserne bliver vedtaget.

Regeringen har foreslået at oprette en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse kaldet EPX. På EPX vil eleverne have traditionelle boglige fag kombineret med praktiske fag og fagspecifikke fag som virksomhedsøkonomi og teknologi.

Det vil altså ifølge Børne- og Undervisningsministeriets nye beregninger tiltrække flere unge til de gymnasiale uddannelser.

På landsplan forventes en stigning på 22 procent.

Flere unge får studenterhue

I Midt- og Vestjylland topper Morsø Kommune listen på en samlet fjerdeplads, mens Ikast-Brande ligger på en samlet niendeplads med 36 procent.

- Disse tal viser tydeligt, hvor mange flere unge der får mulighed for at få en studenterhue. Det gælder særligt unge fra familier, hvor forældrene ikke har en universitetsuddannelse. Og særligt i kommuner, hvor indtægterne er lave, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye om de nye tal.

Nederst i tabellen over de midt- og vestjyske kommuner findes Ringkøbing-Skjern med en forventet stigning på 19 procent.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet er de nye tal forbundet med en vis usikkerhed, fordi de tager udgangspunkt i befolkningsfremskrivninger og antagelser om fremtidige bosætningsmønstre.