Lilli kørte spritkørsel dagligt - én dag ændrede alt
I årevis satte hun sig dagligt bag rattet med en alt for høj promille i blodet.
- Det var mere normalt for mig at køre beruset end ædru.
Sådan fortæller Lilli Vester Aagaard fra Vemb tæt på Holstebro, der i 10 år kørte spritkørsel på daglig basis, før hun i 2005 blev stoppet af politiet i sin Ford Mondeo.
- Jeg kørte meget med mine børn, da de var små. Så jeg tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket med dem eller andre mennesker. Det kunne lige så godt have været mig, der bragede ind i en og havde slået en ihjel, fortæller hun.
Det var en ven, der dengang anmeldte hende til politiet. En handling han efterfølgende ringede og undskyldte for, men som Lilli Vester Aagaard faktisk var lettet over. Nu var hun langt om længe faldet i politiets fælde.
- Hvor underligt det end kan lyde, så var jeg dybt taknemmelig over, at han anmeldte mig.
- Min promille var så høj, at jeg ikke selv burde kunne stå ud af bilen, siger Lilli Vester Aagaard, der pustede 2,7 i alkometeret.
Hun modtog efterfølgende en behandlingsdom og fik frakendt sit kørekort i tre år, hvorefter hun var på kontrolleret antabus i et år.
Midt- og Vestjylland rammer toppen
Lilli Vester Aagaard er langt fra den eneste, der har sat sig bag rattet med for høj en promille her i landsdelen. For i Midt- og Vestjylland har vi den kedelige rekord på flest antal spritbilister. I alt blev 830 bilister taget med alkohol i blodet her i landsdelen sidste år. I 138 af tilfældene gik det så galt, at det endte i ulykker.
En statistik som Lilli Vester Aagaard godt ved, hun selv har været en del af.
- Det var frygteligt, at jeg har kunnet komme i tanke om at køre fuld, og særligt at køre rundt med mine børn, fortæller Lilli Vester Aagaard og uddyber:
- En dag kørte jeg ind i en køkkenhave, satte bilen i bakgear og kørte hurtigt derfra igen, hvor mine børn sad med på bagsædet.
Siden 2005 har 50-årige Lilli Vester Aagaard på trods af behandlingsdommen haft tilbagefald, men i dag har hun været ædru i 11 år.
Derfor er 15. oktober blevet en helt særlig dato for hende, da hun hvert år kan markere, at hun besluttede sig for at leve uden alkoholen.
- For mig er dagen større end min fødselsdag. Jeg har ofte fået en buket eller en anden overraskelse af mine børn den dag. Det er heller ikke en dato, de glemmer, fastslår hun.
Siden Lilli Vester Aagaard er blevet ædru alkoholiker, er hun begyndt at holde foredrag om, hvordan hun lever sit liv i dag, og hvordan hun nåede dertil.