Museumsinspektør ønsker flere gæster - men ikke for enhver pris

Selvom en turist eller to flere på Strandingsmuseet St. Georg i Thorsminde kunne være godt nok, så ønsker de ikke sydlandske tilstande, lyder det fra museumsinspektør.

2:05
På Strandingsmuseet St. George arbejder de blandt andet med nye tiltag, hvor museet afholder foredrag kombineret med koncerter.
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST

Selvom vejret ikke just siger det, så skriver kalenderen sommer - og det betyder højsæson for turister i Danmark. 

Flere af dem lægger vejen forbi nogle af de museer, der er at finde i det vestjyske. Blandt andet på Strandingsmuseet St. George i Thorsminde er det i disse måneder, at der er langt flest gæster. Det glæder museumsinspektør Christopher Jacob Ries. 

- Det står godt til med turisterne. Vores topsæson midt på sommeren er i fuld gang, siger han. 

Alligevel håber han dog på at få lokket flere turister til. 

- Vi prøver at lave nogle arrangementer, som ligger i skuldersæsonerne, så vi kan løfte turismen derud, siger han. 

Masseturisme i udlandet 

Denne sommer er mange lokale fra blandt andet Spanien gået på gaderne til demonstration mod masseturisme, som de mener ødelægger byerne.

De populære turistmål som Barcelona og Malaga flyder over med turister, som alle vil se og opleve byen. 

Tæt på 3000 lokale var mødt op i Barcelona den 6. juli for at demonstrere mod turisme i Barcelona.
Tæt på 3000 lokale var mødt op i Barcelona den 6. juli for at demonstrere mod turisme i Barcelona.
Foto: Lorena Sopêna / Ritzau Scanpix

Helt samme problem har Strandingsmuseet St. George ikke. 

I en opgørelse fra VisitDanmark over danske attraktioner fordelt på besøgende ligger Strandingsmuseet nummer 143 på listen med omkring 30.000 årlige besøgende i 2023. 

- Vi vil altid gerne have flere turister. Der må vi arbejde med at prøve og tiltrække på en anden måde, for jeg er sikker på, at der er mange turister, som vi ikke får fat i, siger Christopher Jacob Ries. 

Selvom han sagtens kunne ønske flere turister, er tanken om pressede turister på museet langt fra ønskværdigt.

- Det der vanvittige mylder, synes jeg, ikke er en fordel. Det er heller ikke sjovt for museumsgæsterne at være på et museum, hvor folk trasker rundt oven i hinanden. Her er der faktisk mulighed for en lille lomme med stilhed, hvor man kan tage tingene ind i sit eget tempo, siger Christopher Jacob Ries.