Blev kaldt spøgelseshus: Se vild forvandling fra ruin til millionvilla

Huset optræder i TV MIDTVESTs nye boligprogram "Stik mig Nøglerne".

Sådan ser huset på Sølystvej i Silkeborg ud i dag. Et noget andet syn end for bare ti år siden.
Sådan ser huset på Sølystvej i Silkeborg ud i dag. Et noget andet syn end for bare ti år siden.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

26,5 millioner kroner. Sådan lyder prisskiltet på den privatejede bolig ”Langsøhus”, som ligger på Sølystvej i Silkeborg.

Boligen er dermed en af de dyreste af dem, der lige nu er til salg i Midt- og Vestjylland, men faktisk er det ikke så længe siden, at tingene så noget anderledes ud.

- Vi overtog en ruin. Det blev kaldt spøgelseshuset af mange. Folk syntes, vi var fuldstændig åndssvage. Huset lugtede af røg, og det fremstod generelt uhumsk. Det bar virkelig præg af, at det senest var sat i stand i 70´erne, fortæller Lisette Christiansen, der er ejer af huset.

I 2013 overtog de nuværende ejere boligen, og selvom det kan være svært at tro på, når man kaster et kig på huset i dag, så var det langt fra synet af en drømmebolig, de dengang blev mødt af.

Da hun og resten af familien overtog huset, havde det stået tomt i omkring to år. Over alt i huset var der gulvtæpper – selv på toilettet, og rørene i huset var ikke lagt, så de levede op til moderne standarder.

Huset er oprindeligt fra 1919, og derfor vidste familien godt, at det ikke var noget, man ordnede over natten.

- Vi vidste godt, at det her hus skulle sættes i stand over tid, men vi ledte efter en ældre bolig, som havde noget sjæl. Det fandt vi her, og vi mente virkelig, at huset fortjente at komme tilbage til, hvordan det stod engang, fortæller Lisette Christiansen.

Familien gik derfor i gang med det, der vist roligt kan kaldes for deres livs renoveringsprojekt. Langsomt blev det gamle brækket ned, og nye løsninger blev fundet.

Samtidig boede familien på fire i huset, hvilket betød, at de hele tiden måtte opholde sig der, hvor der ikke var håndværkere. Det betød blandt andet, at de alle fire boede i tv-stuen et helt år.

- Det var faktisk enormt hyggeligt, og vi havde bare sagt til os selv, at det måtte tage den tid, det tog. Det vigtigste var, at vi bevarede originaliteten ved huset, så vi tog os tiden til at få lavet det ordentligt, fortæller Lisette Christiansen.

Familien har gennem årene holdt pause i renoveringen for at kunne spare penge op og for at få et afbræk fra håndværkere.

Huset stod endegyldigt færdigt i 2023, efter at stueetagen havde fået en overhaling. I dag består huset af 233 kvadratmeter bolig plus en 198 kvadratmeter stor kælder.

- Vi er enormt glade og stolte over det endelige resultat. Det er blevet lige, som vi gerne ville have, fortælle Lisette Christiansen.

Hvad er dit yndlingsrum?

- Det er hall'en. Jeg synes, det er lykkedes rigtig godt med at få den til at stå som i husets ånd.

Huset ligger på en grund, der er cirka 2600 kvadratmeter stor. Du kan se mere til huset på Sølystvej i programmet "Stik mig Nøglerne" lige her: