Stik mig nøglerne

Underlig hobby gav Malene idé til tv-program: Nu udlever hun sin store drøm for rullende kamera

Programmet hedder "Stik mig Nøglerne" og kan nu findes på TV MIDTVEST Play.

0:14
Journalist og studievært Malene Skree Nordsmark får i programmet "Stik mig Nøglerne" lov til at gå på opdagelse i specielle og unikke boliger helt på egen hånd. Her kan du se et lille klip fra programmet.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Tager du nogensinde dig selv i at kigge på boligannoncer af huse, du ikke selv har råd til?

Hvis du gør, er du ikke alene, for journalist og studievært Malene Skree Nordsmark er ifølge hende selv nærmest besat af boliger.

Mens mange tjekker Facebook som noget af det første om morgenen, så tjekker hun altid Boligsiden – og gerne mange gange om dagen.

- Det er faktisk en lidt underlig hobby, men jeg bliver virkelig draget af de store huse, som gemmer på en god historie, eller som har nogle unikke og vilde detaljer, fortæller Malene Skree Nordsmark.

Det er huse som det her i Silkeborg, Malene Skree Nordsmark altid har været fascineret af. Det står lige nu til 26,5 millioner kroner.
Det er huse som det her i Silkeborg, Malene Skree Nordsmark altid har været fascineret af. Det står lige nu til 26,5 millioner kroner.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Drøm bliver til virkelighed i nyt tv-program

Hun har selv været med til at sætte hele tre huse i stand, men på trods af det har hun aldrig booket en fremvisning på et hus, der har ligget uden for hendes budget. Det bliver der dog lavet om på nu, for i et nyt tv-program tager hun på opdagelse i den eksklusive del af det midt- og vestjyske boligmarked.

Programmet hedder "Stik mig Nøglerne", og her kan man komme med hende på fremvisning i nogle af de dyreste, største og generelt mest unikke boliger, som landsdelen har at tilbyde. 

Modsat en almindelig fremvisning bliver Malene Skree Nordsmark dog ikke passet op af en ejendomsmægler – i stedet får hun lov til at gå på opdagelse helt alene.

- Det er lidt af en drøm, der bliver til virkelighed for mig med det her program. Jeg kommer ind og ser alle de vilde boliger, som jeg hidtil har skullet nøjes med at se billeder af i en salgsopstilling. Det er unikt at se det hele på egen hånd, uden at der er en ejendomsmægler eller en ejer, der følger med rundt, fortæller Malene Skree Nordsmark.

0:34
I programserien "Stik mig Nøglerne" tager Malene Skree Nordsmark sig ind i mellem nogle friheder, når hun går på opdagelse i andre menneskers huse. Du kan se et eksempel på det lige her:

- Ingen gider at slå græs eller male hegn hos andre

Selvom det kan lyde som en dans på roser at snuse rundt i andre menneskers flotte boliger, er der også en hage ved at blive sluppet løs på egen hånd. 

Malene Skree Nordsmark bliver nemlig undervejs udfordret på sin paratviden om de boliger, hun besøger, og her er der mere end æren på spil.

Hvis hun svarer forkert, får hun nemlig lov til at udføre en af de sure pligter, der følger med at være husejer. Det kan eksempelvis være at slå græs eller male et hegn. 

- Det er vildt grænseoverskridende at blive testet på den måde, for der er da ingen, der har lyst til at slå græs eller male hegn hos andre mennesker. Man har nok af arbejde hjemme hos sig selv, så det bliver spændende. I kan godt glæde jer, fortæller Malene Skree Nordsmark. 

Der kommer et nyt afsnit af programmet af "Stik mig Nøglerne" hver fredag, og alle programmerne kan findes på TV MIDTVEST Play.

Du kan se det første afsnit lige her. 👇🏠