Noah går i kjole: Ny bog vil tale om kønsidentitet i børnehøjde
Snart udkommer en ny børnebog, hvor transkønnethed og tolerance bliver fortalt i børnehøjde.
En ung forfatter fra Aulum udkommer snart med en ny børnebog.
Men det er ikke en børnebog som så mange andre. Bogen sætter nemlig fokus på de tanker og følelser, som et barn kan gå med, når man er født som eksempelvis en dreng, men faktisk hellere vil gå i kjole og blive kaldt et pigenavn.
- Jeg synes, at alle fortjener at kunne spejle sig i litteratur, og jeg synes, at der skal være plads til alle, siger forfatteren bag 'Noah er en pige & Nora er en dreng', Stephanie Riis.
Hun har ikke selv nogen tilknytning til LGBT+-miljøet, men hun blev inspireret af en dokumentar, hun engang så om emnet og tænkte: “Er det her emne egentligt blevet fortalt i børnehøjde?”
- Jeg kunne ikke rigtig finde noget litteratur om det, og så tænkte jeg: “Måske kan jeg gøre det?” Og så satte jeg mig ned og skrev bogen, siger Stephanie Riis.
Børn beskæftiger sig med køn i en tidlig alder
Udover at være førstegangsforfatter til en børnebog er 21-årige Stephanie Riis også lærerstuderende i Silkeborg.
Her har hun blandt andet lært om, at børn begynder at eksperimentere med kønsforståelse i en tidlig alder. Det har også sat en ekstra streg under, hvorfor forfatteren mener, at det er så vigtigt et emne at få fortalt i børnehøjde.
- Hvis man allerede begynder at tænke i de baner, når man er 4-5 år, men der ikke er noget litteratur til en, før man er blevet ældre, så er der ligesom et mangel på det område, siger hun.
Forfatter mener ikke, det er for tidligt
Stephanie Riis mener ikke, at det er for tidligt at præsentere børn for litteratur om transkønnethed. Derimod mener hun, at det er vigtigt, at børn lærer om forskellighed.
- Børn er nysgerrige og higer efter at lære og forstå den verden, som de er i. Og det er jo egentlig os voksne, der præsenterer verden for dem. Og hvis man så præsenterer en verden uden det her miljø - så har de ikke et billede på, hvordan verden egentlig fungerer i dag, siger hun.
Det er Lars Oskan-Henriksen enig i. Han er aktivist og tidligere forperson for Copenhagen Pride. Da han voksede op i Holstebro og skulle springe ud som homoseksuel, fandt han ud af, hvor vigtigt det var at have nogen at spejle sig i.
- Jeg ved, hvor vigtigt det var for mig, at jeg kunne gå ned på det lokale bibliotek og læse om nogen, der var ligesom mig, inden jeg skulle ud og fortælle verden om det, siger han.
Og samtidigt tilføjer han, at han mener, det er vigtigt for alle børn at lære om, at ikke alle mennesker er ens.
- Mange af de børn, som kommer til at læse den her bog, er jo næppe en transperson. Men det betyder jo, at de bliver bevidste om, at transkønnede findes, siger Lars Oskan-Henriksen.
Stephane Riis håber, at børnebogen kan skabe god dialog mellem barn og voksen.
- Jeg håber, de får en større indsigt og måske bliver mere nysgerrige på at lære en minoritet at kende eller måske eksperimentere med nogle kønsudtryk eller normer, siger hun.