Nu kan Danielsen blive tiltalt
Et flertal i Folketinget har indstillet at ophæve Thomas Danielsens immunitet, så han kan blive tiltalt for sidste års trafikforseelse. (Arkivfoto)
Folketingsmedlem Thomas Danielsen kan nu få opfyldt sit ønske om en tiltalte efter sidste års trafikforseelse, hvor han blev taget i at køre for stærkt Vestmotorvejen i Køge Kommune. Det skriver BT.
Thomas Danielsen fik i marts måned en bøde på 3500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet for at køre 160 km/t på strækningen, hvor hastighedsgrænsen er 130 km/t.
Men venstrepolitikeren vil ikke anerkende forseelsen og har derfor ønsket at få sagen for retten, hvilket hans parlamentariske immunitet hidtil har forhindret ham i.
Nu har Folketingets Udvalg for Forretningsorden ifølge BT enstemmigt indstillet at ophæve den immunitet, der beskytter ham mod at blive tiltalt, så han kan få sagen afgjort ved en domstol, og det glæder Thomas Danielsen selv.
- Det er en privat tvist om, i hvilken grad jeg har overtrådt færdselsloven. I sådanne spørgsmål er det kutyme, at det afgøres i byretten. Derfor har jeg ønsket, at få ophævet min immunitet, og jeg ser med sindsro frem til en afklaring i sagen, skriver Thomas Danielsen i en sms til TV MIDTVEST.
Ifølge BT har Midt- og Vestsjællands Politi allerede én gang rejst tiltale mod venstremanden for forseelsen, men måtte senere trække den tilbage, da de fandt ud af, at han var folketingsmedlem.
Historisk set har kun 22 folketingsmedlemmer fået ophævet deres immunitet.