Nye barselsregler skaber ny hverdag: Kommune arrangerer tilbud for fædre på barsel

Vestjysk kommune laver tilbud til mænd på barsel. Nye regler skaber behov for flere tilbud er argumentet.

2:31
Jesper Lauridsen og Tobias Lynge Madsen bruger Fars Legestue til at møde andre fædre på barsel.
Foto: Andrea Marie Marschall, TV MIDTVEST

Blandt farverige klodser og andet legetøj ligger to nye legekammerater på et gulv. 

Valdemar og Jonas er begge omkring ni måneder gamle. De har lige mødt hinanden, men deler allerede både legetøj og sut, konstaterer deres fædre, som sidder på gulvet sammen med dem. 

- Han er da godt kravlende, siger Tobias Lynge Madsen om sønnens nye legekammerat og hilser på Jesper Lauridsen, som er far til Jonas. De er i Fars Legestue for første gang. 

- Ja, først lærte Jonas at kravle baglæns, men lige for et par dage siden begyndte han at kravle forlæns, siger han. 

Flere tilbud til far

De er to ud af dagens tre fædre i legestuen på Holstebro Bibliotek, som er samarbejde mellem kommunes sundhedsplejesker og biblioteket i Holstebro. Her er det femte gang, fædrene mødes i legestuen.

Med nye regler for barsel, hvor flere uger er øremærket faren, er der også plads til flere tilbud - kun for fædre, mener John Holm Jacobsen, som er bibliotekar på Holstebro Bibliotek, og med til at arrangere Fars Legestue. 

- Vi startede med én deltager, så kom der to, og sidst var der fem fædre. I dag er der tre indtil videre, så vi synes bestemt, det viser, at det er et tilbud, som fædrene har brug for, siger han. 

Fædre til børn født efter 2. august 2022 har nu 11 ugers øremærket barsel.
Fædre til børn født efter 2. august 2022 har nu 11 ugers øremærket barsel.
Foto: Beskæftigelsesministeriet

Fædre til fædre

Til legestuen er der også sundhedsplejersker til stede, som kan svarer på spørgsmål om alt lige fra bleskift til nye barselsregler. 

Det er én af grundene til, at Tobias Lynge Madsen tager ned på biblioteket mandag formiddag i sin barsel. 

- Min kæreste har været i mødregruppe fra starten af, og jeg synes også det kunne være rigtig fint, at komme ud og lave noget andet. Man kan hurtigt komme til bare at sidde derhjemme, og ikke lave noget, så jeg synes, det er rigtig fint med de tilbud, der er, og jeg forsøger også at gøre brug af dem, siger Tobias Lynge Madsen. 

I dag var tre fædre mødt op til Fars Legestue i Holstebro.

Det er hans tredje gang i legestuen, men for Jesper Lauridsen og sønnen Jonas er konceptet helt nyt. 

- Det er helt sikkert mest for hans skyld, vi er her, men jeg nyder det også. Jeg synes, det er dejligt at komme ud, for jeg kan godt lide at møde nye mennesker, så jeg tror da, jeg får ligeså meget ud af det, som han gør, siger Jesper Lauridsen. 

Han er netop begyndt på sin barsel, og skal være hjemme med sin søn indtil april. Han er mødt op for at få ideer til, hvad man kan lave med sit barn, mens man er på barsel. 

- Jeg synes, det er spændende at snakke med andre fædre og høre om deres barsel og hvad de får tiden til at gå med. Og vi er allerede faldet godt i snak, og jeg kan jo høre på Jonas, at han har det sjovt, siger han. 

Småt, men godt

Mandag formiddag sidder tre fædre på gulvet med deres børn. 

Men selvom biblioteket ikke fra starten er fuld af fædre, så har tilbuddet stadig sin berettigelse, mener bibliotekaren, og henviser til en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed, som viser, at en stor andel af de adspurgte mænd gerne vil tage den ekstra barsel, hvis de får børn.

- Lidt har også ret. De som er her nu er fædre, som er på den gamle barselsordning, men der vil også snart komme fædre, som er indbefattet af de nye regler. Så der håber vi, at flere vil få øjnene op for Fars Legestue. Der skal nok komme flere, siger John Holm Jacobsen. 

John Holm Jacobsen håber, at tilbuddet kan støtte fædre i at knytte stærkere bånd til deres børn.
John Holm Jacobsen håber, at tilbuddet kan støtte fædre i at knytte stærkere bånd til deres børn.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Mændene i dagens udgave af Fars Legestue er sikre på, de vil vende tilbage næste mandag.

- Det giver et godt sammenspil mellem fædre og børnene, som også kan nogenlunde det samme. Så det kan rigtig meget, at det kun er fædre, men jeg var også kommet, hvis det var for begge forældre, siger Tobias Lynge Madsen.