Nye lokaler til friskole: Lærke har glædet sig til ferien var forbi

Den nye friskole i Holstebro kunne torsdag byde indenfor i skolens helt nye bygning. Står det til skolen selv kommer der snart flere tilbygninger.

Lærke Birn Nielsen er en af de 211 elever, der torsdag morgen fik glæde af den helt nye skolebygning i Holstebro.
Lærke Birn Nielsen er en af de 211 elever, der torsdag morgen fik glæde af den helt nye skolebygning i Holstebro.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Torsdag er første skoledag i det nye år for de fleste børn. Efter en lang juleferie kan det måske være lidt tungt at komme i gang igen. Sådan er det med garanti ikke på Vestbyen Friskole i Holstebro. Her starter dagen med en stor fest. 

Skolen, der siden starten i august 2017 har boet i midlertidige lokaler, kunne torsdag morgen åbne op for de permanente rammer skolen fremover skal bo i. Det er en skole med vind i sejlene, der nu bliver endnu mere attraktiv med nye indbydende lokaler. Siden åbningen sidste år er elevtallet på skolen vokset fra 145 til 211 elever. 

 - Det bliver sådan en dag, der går over i historien. Personligt har jeg glædet mig som et lille barn til dagen i dag og byde de her elever og forældre velkomne med sang og musik. Det i vores helt eget hus, det er helt fantastisk, lyder det fra skoleleder Martin Stærmose til TV MIDTVEST. 

0:13
Interview med skoleleder Martin Stærmose.

Glæden stod skolens leder langtfra alene med. En af skolens elever Lærke Birn Nielsen havde ligefrem glædet sig til, at ferien var forbi. 

- Det bliver bare en tak federe med den her nye skole, der kommer nye klasselokaler og nye pladser, siger Lækre Birn Nielsen. 

0:18
Lærke Birn Nielsen havde længe set frem til årets første skoledag af flere årsager. 

Selvom skolen torsdag glæder sig over en helt ny skole blev taget i brug venter nye projekter forude. Martin Stærmose fortæller, at ambitionen er at skabe en skole med to spor fra 0-9.klasse. Bliver den plan en realitet, så vil det kræve at den nye skole udvides yderligere for at kunne rumme alle eleverne. 

Udfordringer undervejs

Det, der startede i pavillioner på en parkeringsplads i august sidste år, kulimerede torsdag med åbningen af Vestbyen Friskoles helt egen og permanente skolebygning. Vejen har dog på ingen måde været let for den den nye friskole. Ideen til skolen kom i kølvandet på en stor besparelse af skoleområdet i Holstebro sidste år, hvor kommunen valgte at lukke to skoler. 

Inden opstarten af Vestbyen Friskole gik forældre til kommende elever på jagt efter at få flere nye klassekammerater på folkeskolernes intranet. Et tiltag der fik hård kritik fra såvel skoler som politikere. 

Samarbejdsvilligheden fra kommunens tilbageværende folkeskoler var da også til at overse, da den nye friskole forespurgte på muligheden for at låne lokaler til undervisning i hjemmekundskab. Her var svaret et rungende nej. Det lykkedes dog at finde en løsning, da andre af kommunens friskoler var mere samarbejdsvillige. 

0:50