Nye skridt skal sikre byen mod oversvømmelser - men udsat område får klar besked
For at beskytte Holstebro by og borgerne mod oversvømmelser fra Storå er politikerne nu klar til næste skridt. Men det får konsekvenser for kolonihaverne.
Ekstreme regnmængder både her hjemme og rundt om i Europa de seneste måneder har nu fået politikerne i Holstebro op af stolene.
De er klar til at tage næste skridt i klimatilpasningsprojektet, der skal beskytte byen og borgerne mod oversvømmelser fra Storeå. Projektet handler om at opføre et dæmningsanlæg i ådalen øst for Vandkraftsøen. Det oplyser Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.
- Klimatilpasning er ikke en fjern nødvendighed, men en presserende udfordring, som vi alle er nødt til at forholde os til og hver især tage ansvar for at sikre os imod. Vi er fortsat bekymrede, når vi kigger ind i det her efterår og den kommende vinter, siger Karsten Filsø, der er formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.
Derfor bliver der nu arbejdet videre med at tilbageholde op til tre millioner kubikmeter vand i ådalen øst for Holstebro by frem mod år 2070.
- Der er mange ejendomme og store værdier på spil. Vi er nødt til at arbejde videre med løsningen i ådalen, som kan sikre borgerne bedre tryghed de næste 40 år, lyder det fra udvalgsformanden.
Kolonihaver ligger for lavt
Midt i byen ligger flere kolonihaver, som det dog ikke vil være muligt at beskytte mod oversvømmelser, fordi de ligger lavt i terrænet ifølge Holstebro Kommune.
Derfor har kolonihaverne fået den opgave selv at etablere en delvis beskyttelse.
- Det er en balancegang, hvor vores opgave er at beskytte byens centrale områder og beboelsesejendomme. Men vi har også indledt en dialog med kolonihaveforeningerne om, hvordan de kan tilpasse sig, så de også får gavn af anlægget, siger Karsten Filsø.
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget er enige om at gå videre med ådalsdæmningen. De anbefaler Økonomiudvalget at gå videre med projektet, og herefter skal byrådet så tage stilling.
Godkender byrådet. venter yderligere godkendelsesarbejde og herunder offentlig høring, endelige aftaler om arealerhvervelse og selve anlægsarbejdet. Desuden kræver det, at miljøministeren giver en undtagelsesafgørelse fra habitatdirektivet og vandrammedirektivet.
I mellemtiden opfordres både kolonihaveejere og Holstebros borgere til at benytte sig af det eksisterende varslingssystem med SMS-varsler og vandstandsprognoser på holstebro.dk/vandstand.