Opdateret: Cyklist er i meget kritisk tilstand efter trafikulykke
En cyklist er fløjet med lægehelikopter til sygehuset i Skejby efter en alvorlig trafikulykke på Herningvej i Holstebro.
Søndag formiddag er der sket en alvorlig ulykke ved Nybo Bakke i Holstebro.
En cyklist er blevet fløjet til Skejby Sygehus efter at være blevet ramt af en bil.
Cyklistens tilstand er yderst kritisk, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
- Cyklistens tilstand er alvorlig og kritisk. Cyklisten er fløjet til sygehuset i Skejby med lægehelikopter, siger Allan Baltzer-Aaes, indsatsleder fra Midt- og Vestjylland Politi.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at cyklisten er en ældre mand fra lokalområdet, som kørte på en elcykel.
Bilisten var en ung mand, som ikke er kommet fysisk til skade og er ved sin familie.
Politiet kan endnu ikke sige noget sikkert om, hvordan ulykken skete.
- Vi har en formodning om, at cyklisten, der krydser Herningvej, bliver ramt af en bil, der kører ud fra byen ad Herningvej, siger Allan Baltzer-Aaes, indsatsleder fra Midt- og Vestjylland Politi.
Cyklistens pårørende er underrettet.