Over 300 arrangerede venskaber på et år: Endnu flere børn står på venteliste til en voksenven

Sidste år fik godt 300 børn en ekstra, fortrolig voksen ind i deres liv gennem foreningen Børns Voksenvenner. I Holstebro-Struer er der lige nu gang i 14 arrangerede venskaber, og tre drenge står på venteliste til en voksenven.

Silas Vrist og Bruno Kammersgaard fra Holstebro har været venner i næsten et år.
Silas Vrist og Bruno Kammersgaard fra Holstebro har været venner i næsten et år.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Silas Vrist går i 5. klasse. Bruno Kammersgaard er 73 år. Der er aldersmæssigt et helt liv mellem dem, men alligevel er de venner. De er blevet matchet gennem foreningen Børns Voksenvenner, så nu er de sammen hver mandag.

- Kan man gøre en forskel, så synes jeg, man skal gøre det, og man får jo også selv en ven, siger Bruno Kammersgaard, der har været voksenven siden 2013.

Når de to venner mødes, er det ikke for at gøre noget specielt. Det vigtigste er, at de er sammen.

4:24
Se programmet om voksenvenner, hvor også venneparret Emmeli og Ilse, fortæller om deres venskab.
Foto: Hans Trier Vitarp, TV MIDTVEST

Mødes en gang hver uge

Børn kan få en voksenven fra de er seks år gamle. Silas Vrist og Bruno Kammersgaard har været venner i knap et år. Til deres ugentlige samvær har de blandt andet været på fisketur, kørt ting på lossepladsen og bygget fuglehuse.

- Det er godt, hvis man kan give dem et lille pift fremad. Der er mange, der er alene med deres mor og ikke er sammen med mænd, så er det godt at komme ud, hvor der sker noget, forklarer Bruno Kammersgaard.

Silas Vrist bor sammen med sin mor i Holstebro, og han er glad for sin voksenven.

- Jeg glæder mig altid til, jeg skal over til ham, så sker der en masse ting, fortæller Silas Vrist.

Det er hans mor, der har kontaktet foreningen for at finde en voksenven.

- Han kommer glad hjem, og de laver nogen andre ting sammen. Det er fantastisk, at det er frivilligt, men jeg har også ventet længe på det, fortæller Selvi Vrist, der er mor til Silas.

På landsplan fik 305 børn en voksenven gennem Børns Voksenvenner i 2019, og det er det højeste antal nogensinde. Der er dog stadig 400 børn på venteliste. Tre af dem i foreningen i Holstebro-Struer.

100 arrangerede venskaber

Den lokale afdeling af Børns Voksenvenner i Holstebro-Struer er en af over 40 lokalforeninger og har eksisteret siden 2002. Her er de tæt på at runde venskab nummer 100.

For at komme i betragtning som voksenven skal man have en ren børne- og straffeattest, og så skal man forpligte sig på at være sammen med sin ven to til fire gange om måneden.

- Kan man gøre en lille forskel, skal man gøre det. Man behøver ikke gøre noget specielt og tage i biografen hver gang. Det er lige som, hvis det havde været min egen søn. Det kommer bare an på at være sammen, siger Bruno Kammersgaard.

Når foreningen får en henvendelse mødes to fra bestyrelsen med både barnet og den frivillige til en samtale, inden de sætter det første møde op.