Pas på farten: Nu er stærekasserne i aktion på Mors
Vejdirektoratet regner med, at den stationære fartkontrol vil få gennemsnitshastigheden til at falde på Vilsundvej.
Trafikanterne skal nu tage sig i agt, når de kører på Vilsundvej ved Nykøbing.
Vejdirektoratet oplyser til tvmidtvest.dk, at de to stærekasser, der er sat op på hovedvejen, nu er i drift og dermed klar til at fotografere fartsyndere.
Folketinget har bestemt, at der i et treårigt forsøg skal opstilles stærekasser 11 steder i landet. Ud over Mors sker det også på Herningvej uden for Ringkøbing.
Stærekasserne på Vilsundvej står tæt på krydset ved Nørrebro. På strækningen er den højest tilladte hastighed 70 kilometer i timen. Alligevel har Vejdirektoratet registreret, at der fra 2011-2015 er sket fire ulykker med personskader og to uheld med materiel skade.
- Vi forventer, at vi om et år kan se, at gennemsnitshastigheden er faldet. Det er det vigtigste for os - ikke hvor mange der får bøder, siger Marianne Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.
Stærekasser fungerer i princippet ligesom politiets fotovogne bortset fra, at de er stationære. De kan altså ikke flyttes til andre strækninger.
- Men derfor kan der jo godt holde en fotovogn længere ned ad vejen, siger Marianne Steffensen.
Andre steder i landet har de nye stærekasser været udsat for hærværk, men Vejdirektoratet håber, at de får lov til at stå i fred på Mors.
Stærekasserne ved Ringkøbing bliver efter planen aktiveret torsdag eller fredag i næste uge.
De nye stærekasser står på Vilsundvej ved Nørrebro uden for Nykøbing.