Politi bekræfter: Fisker fundet død
Det er uvist, hvorfor manden er død.
To måneder efter en kutter drev i land ved Græm Strand ud for Husby på Vestkysten bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi nu, at kutterens ejer er død.
- Midt- og Vestjyllands Politi kan bekræfte, at den pågældende person er fundet død. De pårørende er underrettet, skriver politiet i en mail til TV MIDTVEST.
27. maj stævnede den nu afdøde fisker og kutteren, der hørte hjemme i Thyborøn, ud. To dage senere drev kutteren i land uden fiskeren.
Samtidig iværksatte Forsvarets Joint Rescue and Coordination Center en eftersøgning af manden.
Eftersøgningen blev indstillet efter få timer, da myndighederne vurderede, at fiskeren ikke kunne have overlevet.
Bliver undersøgt
Først nu kan politiet dog endeligt bekræfte, at manden er død.
Det er uvist, hvor den pågældende fisker er fundet. Politiet ønsker heller ikke at oplyse, hvornår han er fundet samt, hvorfor han er død.
Hos Thyborøn Havns Fiskeriforening har formand Alfred Fisker Hansen noteret sig fundet af fiskeren.
- Det er en forfærdelig situation. Men trods alt godt for familien, at han er fundet, siger Alfred Fisker Hansen.
Lokalpolitiet i Holstebro har tidligere oplyst, at man formoder, at fiskeren røg over bord.
Havarikommissionen er nu i gang med at udarbejde en rapport om hændelsen.