Politiet offentliggør top 5 efter hastighedsmåling - 10 bilister mister førerretten
På Holstebromotorvejen var der langfredag hastighedsmålinger. Her blev 28 bilister blitzet.
Ikke godt nok.
Sådan beskriver Midt- og Vestjyllands Politi de hastighedsmålinger, som de langfredag lavede på Holstebro Motorvejen.
For da politiet stod i begge retninger på motorvejen i tidsrummet 14.56 til 21.00, blev 28 bilister blitzet. Hastighederne, som blev målt, betyder, at ikke mindre end 10 af de 28 bilister kan se frem til en frakendelse af førerretten.
Udgiver top 5
Foruden at oplyse, at 10 bilister får frakendt førerretten, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi også langfredags højeste målinger fra hastighedsmåling.
Den hurtigste bilist kørte 192 kilometer i timen på motorvejen, mens den næsthurtigste blev målt til 191 i politiets top 5.
Herefter følger målinger på 179, 178 og 172 kilometer i timen, hvilket alle er langt over det tilladte på maksimalt 130 kilometer i timen.
I tweetet, som du kan se herunder, oplyses det, at Midt- og Vestjyllands Politi vender tilbage på et senere tidspunkt til flere hastighedsmålinger.