Sidste toptunede kampvogn rullede ind på Dragonkaserne: - Det er verdens bedste kampvogn
Den sidste af i alt 44 opgraderede kampvogne kom torsdag til Jydske Dragonregiment i Holstebro.
Det var en festdag hos Jydske Dragonregiment i Holstebro torsdag.
Den sidste af i alt 44 ombyggede kampvogne ’Leopard 2A7’ ankom nemlig til kasernen.
- Vi bilder os selv ind, at det er verdens bedste kampvogn, hvad angår pansring, mobilitet og bevægelse. Vi har en nyudviklet kanon, en bedre pansring, og så er vi mobile på kamppladsen, understreger Kaare Brink Østergaard, der er kaptajn på Jydske Dragonregiment og fortsætter:
- Opgraderingen gør, at kampvognen har en større effekt på kamppladsen. Vi kan skyde og ramme på længere afstand, og os, der sidder i den, er passet bedre på, og kommunikationssystemet er så effektivt, at vi er hurtigere.
De 44 Leopard-kampvogne blev for fem år siden sendt til Tyskland, hvor de blev skilt ad og opgraderet.
Kampvogne skal bruges under uddannelsen
Udover at kaptajnen Kaare Brink Østergaard selv skal være kommandør på en af kampvognene, så står han også for at uddanne soldaterne i de nye kampvogne.
- Nu kan vi for alvor begynde uddannelsen. Vi har brug for de her kampvogne til at understøtte vores egen uddannelse. Vi skal bruge så mange timer som muligt på den - for at blive så gode som mulig, siger han.
Ifølge kaptajnen er det derfor vigtigt, at alle 44 vogne nu er klar.
- Generelt er der stor interesse for at bruge forsvaret og hæren pt, og det, vi ser ind i, er nok tilstedeværelsesmissioner i Østeuropa de næste år. Det er der, vi gerne vil bringe vores våben i anvendelse, så det uddanner vi i retning af, understreger Kaare Brink Østergaard.
Ifølge Forsvarets hjemmeside var det kampvogn nummer 68.650, der rullede ind ad hovedvagten på Dragonkasernen, og dermed er alle danske Leopard 2 kampvogne opgraderet.