Stemmerne er talt op: Klaus Flæng skal afløse H.C. Østerby

46-årige Klaus Flæng er valgt som ny spidskandidat for Socialdemokratiet i Holstebro Kommune.

klaus flæng
Foto: Ole Mortensen

Socialdemokrater i Holstebro Kommune valgte erfaringen, da de skulle beslutte, hvem der skal forsøge at løfte arven efter borgmester H.C. Østerby, som ikke genopstiller.

Klaus Flæng er valgt som ny spidskandidat og dermed den, der skal forsøge at generobre pladsen for bordenden til Socialdemokratiet, når der til november næste år er kommunalvalg.

Det er lokale socialdemokrater i Holstebro Kommune, der har peget på den 46-årige procesoperatør, som har siddet i byrådet siden 2014.

I kampen om at tage over efter H.C. Østerby – der har været borgmester i Holstebro Kommune siden 2010 – var Klaus Flæng oppe mod det mindre erfarne byrådsmedlem, partifællen Simon Tang.

Ved en urafstemning fik Klaus Flæng 54,5 procent af stemmerne.