Genlæs liveblog fra grundlovsforhør: Mand ansat i Midtjylland sigtet for at modtage narkopenge for minkskind
TV MIDTVEST er til stede ved Retten i Aarhus.
Seks personer bliver onsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus klokken 09, hvor politiet vil begære dem varetægtsfængslet.
Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger har sagen forbindelse til de hemmelige politiaktioner, som TV MIDTVEST skrev om tirsdag.
De sigtede er ifølge NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet) en del af en sag om hvidvask for mindst 30 millioner kroner blandt andet gennem salg af minkskind. I alt er ti personer sigtet.
Sagen tæller i alt 63 forhold, hvoraf en del er blevet læst højt i retten. De sigtede, der er fremstillet i grundlovsforhør, nægter sig i vid omfang skyldig i sigtelserne.
Da dommeren har nedlagt navneforbud og lukket dørene, bliver nedenstående liveblog ikke opdateret mere.
Dørene lukkes
Af hensyn til efterforskningen beslutter dommeren, at dørene lukkes.
Derfor bliver pressen og øvrige tilhørere bedt om at forlade retslokalet.
- Et referatforbud er ikke tilstrækkeligt, siger dommeren.
Pressen protesterer mod dørlukning
Både TV 2 Østjylland og TV MIDTVEST protesterer mod dørlukning.
Anklagemyndigheden afviser, at et referatforbud er vidtgående nok, da færrest mulig bør få kendskab til dele af sagen.
- Der er stadig folk på fri fod, lyder det.
Anklagemyndigheden begærer lukkede døre
Anklagemyndigheden begærer nu lukkede døre. Der henvises blandt andet til, at sagen er på et tidligt stadie samt, at der kan være andre gerningspersoner på fri fod.
Der nedlægges navneforbud
Dommeren har besluttet, at der forbud mod at bringe navn, bopæl og stilling for de sigtede.
Dommeren begrunder blandet andet forbudet med, at sagen er på tidligt tidspunkt, som at der er tale om grove forbrydelser.
Dommeren træder ind i retten igen
Dommeren er nu tilbage i retslokalet.
Småsnak i lokalet
Småsnak fylder i den store retssal, mens dommeren fortsat overvejer, hvorvidt der skal være navneforbud i sagen.
Der er godt fyldt op på pressepladserne og en hel del betjente er også til stede i lokalet.
Indtil videre har dommeren været væk i 10 minutter.
Dommeren trækker sig tilbage
Dommeren trækker sig tilbage for at overveje forsvarernes ønske om navneforbud.
Anklagemyndigheden har ingen bemærkninger.
Pressen protesterer
TV MIDTVEST protesterer imod nedlæggelsen af navneforbud mod én af de sigtede med henvisning til, at vedkommende har haft en fremtrædende rolle i minkbranchen.
Anklageren har ingen kommentarer, når det kommer til ønsket om navneforbud for de sigtede.
Forsvarer ønsker navneforbud
Forsvarsadvokaterne ønsker over en bred kam, at der nedlægges navneforbud for de sigtede.
Endnu en sigtet nægter sig skyldig
Endnu en sigtet - denne gang en 59-årig - bliver sigtet for at have solgt minkskind mod at modtage penge, der stammer fra narko.
Han nægter sig skyldig.