Nu oplyser Retten i Aarhus, hvorfor minkmænd forbliver fængslet
På baggrund af en aktindsigt er det nu klart, hvorfor to mænd skal sidde fængslet, mens fire er blevet løsladt.
Mere end en uge efter, at en 43-årig mand og en 61-årig mand fik forlænget deres fængsling i en opsigtsvækkende sag, kan TV MIDTVEST og TV 2 Østjylland nu fortælle, hvorfor de skal blive bag lås og slå.
Det sker på baggrund af en aktindsigt ved Retten i Aarhus.
De to mænd er en del af en sag om hvidvask af millioner af kroner fra narkosalg gennem salg af minkskind.
I kølvandet på et skriftligt retsmøde sidste uge ønskede hverken National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) eller Retten i Aarhus at oplyse, hvorfor der var grundlag for at holde de to mænd fængslet, mens flere andre i sagen blev løsladt.
TV MIDTVEST og TV 2 Østjylland har nu fået aktindsigt i dele af retsbogen for retsmødet.
En retsbog er et mødereferat og indeholder blandt andet oplysninger om den eller de afgørelser, som retten er kommet med.
Af retsbogen fremgår det, at begrundelsen for at opretholde fængslingen hedder, at de omstændigheder, der var gældende ved grundlovsforhøret, stadig er til stede.
På det tidspunkt, hvor hvidvasken ifølge anklagemyndigheden skulle have fundet sted, havde den 61-årige en fremtrædende rolle i minkbranchen. Han har desuden arbejdet på samme arbejdsplads i Midt- og Vestjylland som flere af sagens øvrige sigtede.
Den hovedmistænkte 43-årige mand er foruden hvidvask sigtet for medvirken til handel med 1,4 ton hash og forsøg på at indsmugle flydende kokain.
Begge nægter sig skyldige, men accepterede selv forlængelsen af deres fængsling.
TV MIDTVEST og TV 2 Østjylland har tidligere beskrevet sagen i detaljer på baggrund af de oplysninger, der stod i retsbogen for grundlovsforhøret 2. oktober.
Det fremgik blandt andet, at der var en begrundet mistanke om, at den 43-årige og 61-årige var skyldige i alvorlig kriminalitet.
Samtidig vurderede dommeren, at der var grund til at frygte, at hovedpersonen – den 43-årige - vil begå ny kriminalitet, hvis han var på fri fod.
Derudover ville den 61-årige, hvis han var på fri fod, have mulighed for at samstemme forklaring med sagens øvrige sigtede, lød det ved grundlovsforhøret.
Dermed var kravene til varetægtsfængling ifølge dommeren på det tidspunkt opfyldt. Det er de betingelser, der ifølge en dommer fortsat er opfyldt.
Siden grundlovsforhøret i starten af oktober har sagen udviklet sig.
21. oktober blev fire minkmænd, der alle er sigtede for hvidvask gennem salg af minkskind løsladt, efter de blev fængslet ved grundlovsforhøret.
Der er nedlagt navneforbud i sagen. Grundlovsforhøret samt retsmødet 22. oktober blev holdt for lukkede døre.
Fængslingen af den 43-årige og den 61-årige løber frem til 18. november, hvor NSK har mulighed for at kræve, at de to fortsat skal sidde fængslet, mens politiet efterforsker sagen.
Forsvarerne for den 43-årige og den 61-årige er ikke vendt tilbage inden artiklens udgivelse.