Nu får landsdelen en lægeuddannelse
- Det er noget helt nyt, man ikke har set andre steder, siger borgmester om nyt "sundhedskollektiv".
Lægemangel er et tilbagevendende problem mange steder i det midt- og vestjyske, men den udfordring kan en ny kandidatuddannelse i landsdelen måske være med til at løse i fremtiden.
Herning Kommune, Aarhus Universitet og Region Midtjylland vil fra 2029 oprette 30 pladser til kandidatstuderende i medicin på den gamle sygehusgrund i Herning.
Det skriver samarbejdsparterne i en pressemeddelelse.
Studerende kan fra 2026 søge ind på medicinuddannelsen ved Aarhus Universitet og samtidig tilkendegive, at de ønsker at læse deres kandidat i Herning.
Bacheloren, der varer de første tre år af uddannelsen, vil fortsat foregå i Aarhus, inden de studerende kan rykke til Herning i 2029 og læse de sidste tre år af medicinuddannelsen der, men prodekan Lise Wogensen Bach understreger, at der også bliver arbejdet på, at der skal være forløb under bachelordelen i Herning.
- Meget er stadig kun på tegnebrættet, men det er vores drøm.
- Som uddannelsesinstitution har vi et ansvar for at udvikle hele regionen, og vi vil gerne, at der er nogen, der uddanner sig i Herning og finder det attraktivt at blive boende der, siger hun til TV MIDTVEST.
- En kæmpegod historie
Uddannelsen skal ligge i et nyt fælleshus kaldet SUND+, hvor også sygeplejerskeuddannelsen, en ny radiografuddannelse og den kommunale sygeplejeklink skal bo. VIA University College er derfor også med i samarbejdet.
Desuden er der lagt op til, at praktiserende læger også kan få klinik i bygningen.
- Vi har et fællesønske om at få lavet et hus, hvor forskellige fagligheder kan spille sammen i miljøer, der minder om dem, de også skal arbejde sammen i senere, siger Herning Kommunes borgmester, Dorte West (V), til TV MIDTVEST, og tilføjer:
- Det er en kæmpegod historie. Det er noget helt nyt, man ikke har set andre steder.
SUND+ er ifølge borgmesteren og prodekanen et initiativ, der taler direkte ind i regeringens udspil ”Sundhed tæt på dig”, der fokuser på at skabe borgernære sundhedstilbud for danskerne.
- Lige nøjagtig på grund af sammensætningen bliver SUND+ bliver det her interessant. Vi får et samlet fagligt miljø, som skal være med til at sikre et nært sundhedsvæsen, siger Dorte West (V).
Det nye sundhedskollektiv kommer til at ligge tæt på Regionshospitalet Gødstrup, og der skal også oprettes ungdomsboliger i området.
- Vi har brug for i vores del af landet, at vi kan tilbyde et studiemiljø, der gør, at man vil tage sin uddannelse her. At de kan bo her gør, at der kommer liv, og det er et helt nyt tilbud til unge, der kan gavne hele området, siger Hernings Kommunes borgmester.
Forsidebilledet er taget af Henning Bagger/Ritzau Scanpix.