Anton oplevede eksplosioner på klos hold: - Man kunne høre metalstykker ramme jorden
Flammer, brag og metalregn blev pludselig kulissen til Anton Christensens sene køretur.
Anton Christensen var alene på vej hjem fra et familiebesøg i København natten til mandag, da hans køretur tog en meget uventet drejning.
På Viborg Hovedvej mellem Tørring og Nr. Snede holdt der pludselig en bil med katastrofeblinket tændt, og nogle hundrede meter længere fremme kunne Anton Christensen se flammer.
Og så lød der brag. Store brag.
- Det giver virkelig sådan nogle hule drøn, og man kunne se, at metalstykker fløj oppe i luften, og at flammerne stod 50 meter op. Hele nattehimlen var lyst op. Det var virkelig voldsomt, fortæller Anton Christensen til TV MIDTVEST.
Han kunne se, at det var en lastbil, der brændte, og i første omgang troede han, at bragene kom fra eksploderede dæk, men hurtigt konkluderede han, at det måtte være noget andet.
- Jeg kunne lynhurtigt høre, at det var nogle meget voldsommere brag.
- Jeg forstiller mig, at det lyder, som når en bombe springer. Og mange gange så var der flere drøn oven i hinanden. De kom lige i rap efter hinanden, siger han.
Og så fandt han telefonen frem og filmede.
Kunne mærke trykket fra eksplosioner
En lastbil med traileren fuld af 300 iltflasker var brudt i brand, og den store varmeudvikling fik flaskerne til at eksplodere og skyde i alle retninger, har indsatsleder Aqqaluk Petersen fra Sydøstjyllands Brandvæsen forklaret til TV SYD.
På det tidspunkt holdt Anton Christensen i sin bil cirka 200 meter fra den brændende lastbil, og han er glad for, at han ikke var tættere på.
- Det her var meget voldsomt. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Selvom jeg stod 200 meter derfra, så kunne jeg mærke trykket ved eksplosionerne, forklarer han.
Der gik derfor heller ikke længe, før indsatslederen fra brandvæsnet bad ham og flere andre trafikanter om at flytte sig.
- Han sagde, at vi skulle rykke os længere væk, for det var for farligt at stå så tæt på. Vi kunne høre metalstykkerne ramme jorden ikke ret langt foran os, siger Anton Christensen, der efter den besked vendte bilen og fandt en alternativ rute hjem til Ulbjerg nord for Viborg.
Folk stod udenfor midt om natten
På sin videre tur kunne han se, at flere var gået udenfor, på trods af at klokken var omkring 02.00 om natten.
- Der var mange folk, der stod ude og kiggede, for man kunne jo høre det flere kilometer væk. De var nok i tvivl om, hvad der skete, siger han.
Og selvom han fortæller, at han er okay oven på oplevelsen, så har han alligevel brugt dagen på at tale den igennem med sin familie.
- Jeg var ikke direkte bange for liv eller lemmer, men jeg var godt klar over, at jeg ikke havde behov for at gå tættere på, siger han afsluttende.
Ingen personer kom til skade ved hændelsen, men lastbilen er totalt udbrændt. Firmaet Air Liquide, der står bag lastbilen, vil nu forsøge at finde årsagen til den voldsomme hændelse, oplyser firmaet i en mail.
- Sikkerhed er vores prioritet, og Air Liquide arbejder tæt sammen med de relevante myndigheder om at undersøge denne hændelse og fastslå dens årsager, skriver firmaets kommunikationsmedarbejder Anna Ringsberg.