Overfald chokerer fodbold-Danmark: - Det er rystende
En fodbolddommer blev i weekenden overfaldet til en kamp på Sjælland. Episoden giver ifølge FCM Klubsamarbejdet grund til at sætte den gode opførsel endnu mere på dagsordenen.
Weekendens episode, hvor en 77-årig fodbolddommer er blevet overfaldet af en forældre til en 12-årig dreng, har givet genklang i fodboldmiljøet over hele landet.
- Jeg er rystet over, at det kan ske i Danmark i fodboldverdenen i dag. Det er rystende, siger Thomas Larsen.
Han er leder af FCM Klubsamarbejdet, der arbejder sammen med 139 midt- og vestjyske fodboldklubber om talentudvikling.
- Når sådan noget her sker, så giver det incitament til at sætte den gode opførsel endnu mere på dagsordenen, siger han.
Seks timer på sygehuset
Episoden, der har åbnet debatten, udspillede sig i lørdags, hvor den 77-årige fodbolddommer Poul Andersen dømte en fodboldkamp i Hvalsø på Sjælland.
Nu står han tilbage med et stort og blåt øje, to brækkede fingre, en arm i gips og kraftige smerter i hovedet efter at være blevet nikket en skalle af en forældre, der overværede kampen.
I de sidste minutter af kampen fløjtede Poul Andersen et frispark, som betød, at det ene hold udlignede til 2-2.
- Det kunne holdet ikke klare. Så da jeg fløjtede kampen af, ville de ikke sige tak for kampen. Så gik jeg over til dem og sagde, at det ikke var i orden, og at der skulle være fairplay. Og det var her at faren kom og råbte ad mig, fortæller han til TV 2.
- Og inden jeg fik set mig om, lå jeg på jorden. Jeg har dømt kampe i 25 år, og aldrig har jeg oplevet noget lignende, fortæller han.
Efterfølgende blev han hentet af en ambulance og brugte seks timer på sygehuset. Han fortæller, at faren efterfølgende sagde undskyld til ham. Imens var politiet troppet op og havde anholdt og sigtet manden for vold. Han er efterfølgende blevet løsladt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.
- Helt grotesk
Episoden har fået formanden for Dansk Fodbolddommer Union, Jens Rohde, til tasterne på Facebook, og over for TV 2 kalder han adfærden "helt grotesk".
- Det er en helt grotesk situation, og jeg har som formand for fodbolddommerne til opgave at forsvare mine medlemmers tarv, interesse og trivsel, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den her stakkels dreng, hvis far har opført sig så håbløst, siger han.
Han anerkender, at det hører til i fodbold, at man ikke altid er enige i dommernes kendelser, og at der kan være frustrationer på den ene eller anden side.
Men nu er det gået for vidt, mener han.
- Den bedste støtte forældre kan give deres børn er at opføre sig eksemplarisk på sidelinjen. Særligt når det er svært. Og respektere, at der kun er dommeren til at dømme kampen. Der er mangel på dem i forvejen, siger han.
Hos FCM Klubsamarbejdet anerkender man, at en del af opgaven omkring opførsel også ligger hos klubberne.
- Det er rigtigt, at det er vores opgave at sætte det på dagsordenen. Ved forældremøder skal man som klubfolk få fortalt, hvad man forventer, når nogen er forælder i en klub, lyder det fra Thomas Larsen, der er leder af klubsamarbejdet.
77-årige Poul Andersen fortæller til TV 2, at han endnu ikke er sikker på, om han vil vende tilbage som dommer.
Han fortæller, at det har været noget af en forskrækkelse, og at han lige nu fokuserer på at komme sig helt.