Vred ung mand smadrede rude på politigården
En 22-årig viborgenser sørgede søndag formiddag for at holde politiet i Skive travlt beskæftiget.
En 22-årig mand fra Viborg fik søndag sat en tyk streg under, at han har et anstrengt forhold til ordensmagten.
Klokken 07.25 mødte den unge mand op ved politigården i Skive, hvor ifølge sigtelsen tog et par mursten, som han brugte til at smadre en rude på en gange to meter i indgangspartiet.
De betjente, der opholdt sig inde på politigården, løb ud og anholdt den vrede mand, som kvitterede med at kalde dem for "små ludere" og "fucking bøsserøve". Dermed blev han både sigtet for hærværk og fornærmelig tiltale.
Men dermed var historien ikke slut.
Da den 22-årige et par timer senere blev løsladt, valgte han at sparke til politigårdens mur og noget grus, ligesom han højtlydt afspillede sangen Fuck The Police med gruppen N.W.A.
Betjentene satte endnu engang efter ham, og da de fik ham løbet op, gav ham dem fingeren, og dermed blev han også sigtet for to gange overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den 22-årige var ifølge politikommissær Lars Mikkelsen i forvejen kendt af politiet, men hvorfor han i første gang kom til politigården for at smadre en rude, står hen i det uvisse.
- Jeg har ingen idé om det. Bortset fra at han ikke kan lide politiet, siger politikommissæren.