Coronavirusset rammer lokale virksomheder: - Ingen grund til at pakke det ind
Claire Group fra Ikast får i alt 40 procent af sine varer produceret i Kina.
Selvom ingen danskere endnu er smittet med coronavirusset, går udbruddet alligevel ud over virksomheder i Midt- og Vestjylland.
Især modevirksomheder er ramt af ikke at kunne modtage varer fra kinesiske fabrikanter, fordi de i øjeblikket er lukket ned.
I Ikast er Claire Group, der sælger modetøj, ingen undtagelse.
- Det er alvorligt. Det kan vi lige så godt sige. Der er ingen grund til at pakke det ind. Alt er stoppet, lyder det fra stifter Anders Hust.
De kinesiske fabrikker burde ellers have været oppe at køre igen, men for fjerde gang er den proces udskudt.
Indtil videre er det udskudt til 2. marts.
Seks til otte millioner
Hvis den kinesiske produktion bliver udskudt en gang mere, vurderer Anders Hust, at det vil komme til at koste virksomheden millioner.
Helt præcist imellem seks og otte millioner.
- Jeg kan ikke se, at det bliver startdatoen. Jeg håber det og krydser fingre for det, men det er ikke afgjort, siger Anders Hust.
Det er i alt 40 procent af Claire Groups varer, der bliver leveret fra Kina.
Alle virksomheder berørte
Det er ikke kun Claire Group, hvis kinesiske producent er ramt.
For siden januar har de kinesiske myndigheder lukket tusindvis af fabrikker på grund af coronavirusset.
Danske tekstilvirksomheder omsætter for i alt 55 milliarder kroner varer fra Kina om året, så det rammer mange virksomheder.
- Det er selvsagt alle virksomheder, der er berørte af situationen derude, for næsten alle tekstilvirksomheder får leveret varer fra Kina på den ene eller den anden måde, siger den administrerende direktør i Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen
Direktøren har ikke oplevet en så alvorlig situation, siden SARS ramte i 2003.