Danmark har fået verdens første landshold i løbehjul

Landstræneren offentliggjorde søndag sin første landsholdstrup i løbehjul. Det er det første landshold i verden inden for sporten.

Jeppe Nielsen og resten af landsholdstruppen havde lørdag træning på en efterskole, hvor de fik undervisning i springgymnastik.
Jeppe Nielsen og resten af landsholdstruppen havde lørdag træning på en efterskole, hvor de fik undervisning i springgymnastik.
Foto: Anders Sass Meyer, TV MIDTVEST

Doublewhip, flairs, 180-180 og tail whip. Det er ord, som du måske snart kan høre mere til, når du læser sportsnyhederne. Det er nemlig tricks inden for løbehjul. En sport, hvor det handler om at lave de sværeste og vildeste tricks, og søndag offentliggjorde landstræneren det første landshold nogensinde.

- Lige nu er vi verdens første landshold inden for løbehjul. Det har ikke fandtes indtil videre, så vi er lidt på forkant. Det har været en hård kamp at lave struktuen for landsholdet, for der har ikke været noget at sammenligne sig med, så vi har bygget det fra bunden af, siger landstræner Bastian Mullins.

Samlingen foregik i Urban Street Zone i Brande, hvor de også har afholdt den første landsholdssamling for de 27 udvalgte kørere hen over weekenden. 

Hidtil har sporten båret præg af kørere, som har trænet selv med personlige sponsorer og ikke samlet som et hold. Med landsholdet vil man samle de bedste kørere og lade dem træne sammen under bedre forhold, end de har været vant til.

-Vi skal træne en masse og sørge for, at de får de rigtige hjælpemidler til at få en hverdag, hvor de kan træne med gode faciliteter, og så vil vi gerne styrke fællesskabet, fortæller Bastian Mullins.

Sammenhold giver udvikling

For den 15-årige landsholdskører Jeppe Nielsen, så har det været en god oplevelse at samles med landsholdet for første gang. Det har givet et godt sammenhold, som skaber grobund for udvikling.

- Førhen var der ikke rigtig nogle hold, men nu er der en holdånd, hvor man hepper på hinanden. Det motiverer mig, at man har mere opbakning, og at nogle forventer mere af en. Det bedste er, når der er en, som er i gang med at lære et trick, og alle står og hepper på dem. Det er mega fedt, fortæller Jeppe Nielsen.

Med et landshold i løbehjul skruer både kørere og landstræneren ambitionerne også i vejret. Både ambitioner om at kunne deltage i internationale konkurrencer som et hold, men også personlige ambitioner om at tage de helt store trofæer.

- Drømmen er at komme med til verdensmesterskabet og måske vinde det, og så kunne det være fedt, hvis sporten kom med til OL. Men bare det at være på Landsholdet er rigtig fedt, og jeg er selvfølgelig meget stolt, siger den 15-årige landsholdskører.

Landsholdet giver respekt

Løbehjul som sport er kun 13 år gammel og derfor meget ny. Af samme grund er den ældste kører kun 20 år gammel. Kørerne oplever, at der ikke er mange, som kender til sporten, og derfor håber en kører, at landsholdet kan sætte sporten på landkortet.

- Det kommer til at give noget mere respekt. Førhen når man sagde, at man kører på løbehjul, så grinede folk lidt og spurgte, om det ikke var noget, små børn kørte på, men nu kan jeg sige, at jeg kører på landsholdet, siger den 18-årige landsholdskører Frederik Søndergaard.

Sporten på eliteplan er bestemt ikke for små børn. I Brande kan man se, de unge kørere lave dobbelte baglænssaltoer på et hårdt træunderlag og ifølge Jeppe Nielsen, kommer man aldrig til at kede sig på et løbehjul.

-Det sjove ved at køre på løbehjul er, at der er uendelige tricks, og man flyver mega højt op i luften og får rigtig meget adrenalin, og det er bare fedt, fortæller Jeppe Nielsen.

Aldersspændet på landsholdet går fra 11-20 år.

0:31
Sådan så det ud, da landholdskørerne viste deres evner frem i Brande søndag eftermiddag.