DBU hylder Schmeichel og Harder som årets bedste

Herrelandsholdets målmand og kvindelandsholdets anfører var de bedste i 2018, mener danske fodboldfans.

Pernille Harder. Her i aktion for det danske landshold.
Pernille Harder. Her i aktion for det danske landshold.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

For tredje gang på fire år har danske fodboldfans valgt landsholdsmålmanden Kasper Schmeichel som årets mandlige fodboldspiller.

Schmeichel fik flest stemmer i afstemningen på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside, hvor Christian Eriksen, Simon Kjær og Thomas Delaney var de øvrige kandidater.

Den 32-årige målmand skal spille for sin engelske klub, Leicester, søndag eftermiddag og var ikke til stede til kåringen ved Dansk Fodbold Award i Horsens.

Han takkede i stedet for prisen i en video, der blev vist på storskærm i salen:

- Tusind tak til alle danske fans derude, der har støttet os fantastisk, også under VM, der var en fantastisk oplevelse.

- En pris som denne forpligter, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at leve op til den, sagde Schmeichel blandt andet.

Kasper Schmeichel tog også prisen i 2015 og 2016, mens Christian Eriksen løb med æren sidste år.

Harder kåres for anden gang

Hos kvinderne tilfaldt æren landsholdsanfører Pernille Harder, som vandt for anden gang.

I sin tyske klub, Wolfsburg, brugte Harder 2018 til at etablere sig som en af verdens absolut bedste spillere.

Med den 26-årige dansker i front vandt Wolfsburg "the double" i tysk fodbold, og Pernille Harder selv blev kåret som årets spiller i Europa og den næstbedste spiller i verden.

- Jeg er utrolig stolt og beæret over at modtage denne pris, der betyder utrolig meget for mig, lød det i en video fra Harder.

Hun vandt DBU-prisen første gang i 2015. De seneste to år er prisen gået til Nadia Nadim.

De øvrige nominerede var Sanne Troelsgaard, Katrine Veje og Karen Holmgaard.

/ritzau/