Delte drabsvideo: 14 personer sigtet - en her fra landsdelen

14 personer er sigtet for at dele en video, der viser drab på en dansk og norsk kvinde i Marokko, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Louisa Vesterager Jespersen (tv.) blev 24 år. Hendes norske veninde Maren Ueland blev 28
Louisa Vesterager Jespersen (tv.) blev 24 år. Hendes norske veninde Maren Ueland blev 28
Foto: Screendump / Privatfoto

Østjyllands Politi har gennemgået 118 henvendelser fra hele landet om deling af en video af et drab på en kvinde i Marokko. Det har nu ført til at politiet sigter 14 personer, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En af de sigtede er her fra landsdelen, oplyser politiet. Det drejer sig om en person under 15 år, der i følge politiets sigtelse offentligt har billiget den terrorhandling, der skete ved drabet på de to kvinder.

- Ud af de 118 henvendelser, vi har modtaget og gennemgået, har 14 sager ført til en sigtelse. De sager har vi sendt retur til de relevante politikredse, der i går har kontaktet de 14 personer, der alle er blevet sigtet for at have overtrådt straffeloven ved at dele videoen – typisk via Facebook Messenger eller andre sociale medier, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Michael Kjeldgaard.

Dræbt under telttur

Den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og hendes norske veninde 28-årige Maren Ueland blev dræbt under en vandretur syd for Marrakesh i Marokko 17. december 2018.

Liget af de to kvinder blev fundet morgenen efter.

Siden drabet har der floreret en video af drabet på de sociale medier, som er blevet delt og set af mange unge, blandt andet på fiskeriskolen i Thyborøn og på skoler i Viborg.

- 12 personer er sigtet for, under særligt skærpende omstændigheder, uberettiget at have videregivet videoen, uagtet at den vedrører en anden persons private forhold under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. De sidste to er sigtet for offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlingen, som skete ved drabene af de to kvinder,” siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.

De mistænkte eller sigtede er i aldersgruppen 13-69 år, oplyser politiet til TV2

Seks er i alderen 13-18 år, tre er i alderen 22-36 år, mens fem er i alderen 45-69 år.

I flere tilfælde er der sket ransagninger, hvor politiet har beslaglagt computere og mobiltelefoner. 

Politi: Se ikke videoen - slet den

For politiet er det vigtigt at understrege, at det ikke bare er strafbart at dele drabsvideoen. Det er også krænkende for både ofre og pårørende.

- Og så kan det være en voldsom og dybt ubehagelig oplevelse for både børn, unge og voksne at se den. Derfor opfordrer politiet endnu engang til, at man ikke ser videoen, men hurtigst muligt får den slettet, hvis man har den liggende, skriver Østjyllands Politi i sin pressemeddelelse.

- Det er vigtigt, at vi taler med vores børn og unge om, hvad krænkende film og billeder er, og at de skal slettes og aldrig deles videre, hvis man får dem tilsendt. Både fordi det er ulovligt at dele, men i høj grad også fordi, det har forfærdelige konsekvenser for ofrene og deres nærmeste, siger chefen for Rigspolitiets Nationalt Forebyggelsescenter Tenna Wilbert.

1:46
SSP i Viborg har til TV MIDTVEST oplyst, at man har modtaget en henvendelse fra en skole, hvor omtalt drabsvideo skulle være blevet delt
Foto: Chouftv / AP / Ritzau Scanpix