Dommen er klar: ”Den Sorte Svane” skal bag tremmer

Efter andet retsmøde i en sag om dokumentfalsk og falsk forklaring i retten, står det nu klart, at Amira Smajic skal i fængsel.

Amira
Foto: Den sorte svane, TV 2

Tre måneders fængsel, hvoraf den ene skal afsones med det samme, de to andre som betinget. 

Det er, hvad hovedpersonen fra den meget omtalte TV 2-dokumentarserie "Den sorte svane", Amira Smajic, kan se frem til, efter der fredag middag faldt dom i en opsigtsvækkende retssag ved Retten i Herning.

Amira Smajic var, sammen med en tidligere frisørindehaver fra Ikast, tiltalt for at have overtrådt straffeloven ved dokumentfalsk og ved at have løjet for en retsassessor tilbage i 2019.

Den tidligere frisørejer blev i dag frifundet.

Sagen omhandler en falsk ansættelseskontrakt, som har været vedlagt en konkursbegæring.

Forholdene minder ifølge Peter Vesterlund, om noget af den kriminalitet, der bliver afdækket i "Den sorte svane", som han selv er tilrettelægger på.

- Det handler om, at hvis man får skrevet nogle flere, fiktive ansatte på, så kan man søge om det, der hedder løngodtgørelse fra Lønmodtagernes Garantifond, altså få nogle penge ud til nogle fiktive ansatte, siger han.

- Det kan godt være, det er en mindre sag om en frisør i Ikast, men det er måske en case på en større problemstilling, hvor der ifølge Amira Smajic forsvinder millioner kroner hver eneste måned.

Udeblev endnu engang fra retten

Sagen, der nu er afsluttet, er blevet behandlet på to retsmøder. Det første var 8. april, hvor frisørejeren fra Ikast og et par vidner afgav forklaring. 

Amira Smajic dukkede ikke op, og kunne derfor ikke afgive forklaring. Det fik hun så chancen for fredag, men heller ikke på andet og sidste retsmøde dukkede hun op.

Retssagen begyndte lidt over ni fredag formiddag, men heller ikke denne gang var Amira Smajic at finde ved sin forsvars side. Hun havde oplyst til sin forsvarsadvokat, at hun var syg, men hverken retten eller anklager havde modtaget en lægeerklæring ved mødets start.

Dommeren meldte, efter en kort pause, at Amira Smajics fravær ikke var lovligt, blandt andet fordi flere parter allerede torsdag var bekendt med Amira Smajics sygdom. Derfor blev mødet gennemført, og Amira Smajic forsvarsadvokat måtte referere fra hendes klients afhøringsrapport.

Nye oplysninger kom frem

På retsmødet fredag fremførte anklageren helt nye oplysninger, han fandt relevante for sagen.

Fyns Politi har for få dage siden afgivet en rapport til Midt- og Vestjyllands Politi, da de vurderede, den havde oplysninger med relevans for den her sag.

Af rapporten fremgår det, at Fyns Politi har fået indleveret en computer fra en ansat i Amira Smajics tidligere firma. På computeren ligger personlige oplysninger på flere personer, blandt andet en ansættelseskontrakt identisk med den, der indgår i konkursbegæringen af frisørsalonen.

Gik efter frifindelse

Begge forsvarere gik ellers efter en frifindelse af deres klienter, og begge klienter nægtede sig skyldig.

Frisørindehaverens forsvarsadvokat argumenterede på restmødet for, at det var ren og skær uheld, at hans klient var løbet ind i Amira Smajic, som han betegner som en “isdronning” med en helt anden agenda end hans klient. Her referer han til dokumentaren “Den Sorte Svane” og hendes forbindelse til kriminel underverden.

Retten endte som nævnt med at erklære frisørejeren fra Ikast uskyldig i forhold til dokumentfalsk. I forhold til at have ageret usandt i retten, var dette punkt ikke længere relevant at forholde sig til, da forholdet var forældet. Dermed blev hun helt frifundet.

Amira Smajic blev kendt skyldig i begge forhold, og hun skal tilmed betale de af sagens omkostninger, der handler om hende.

Amira Smajic forsvarsadvokat oplyser i et interview til TV MIDTVEST, at de skal tænke over, om dommen skal ankes. Det er endnu uvist, om Anklagemyndigheden vil anke.