Efterskolelærere er bekymrede for coronasmitten: - Vi har kontakt med alle elever og er inde på alle fløje
Danske efterskolelærere er bekymret for at få coronasmitten med hjem. Lærerne har nemlig kontakt med alle elever som en del af deres arbejdsopgaver.
Nogle efterskolelærere er bekymret for at gå på arbejde i en tid, hvor coronasmitten er stigende blandt landets unge. Derfor har Frie Skolers Lærerforening sendt et bekymringsbrev til Børne- og Undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil.
Der er nemlig ingen klare regler for lærerne, som der er for eleverne.
- Der mangler at stå noget om lærerne. Det er jo vores arbejdsforhold, det handler om. Bekymringen går på mange forskellige ting, men det centrale er jo den her grundangst, man kan have, for at få sygdommen med hjem til sin familie eller andre, siger Rikke Josiasen, der er efterskolelærer og formand for Frie Skolers Lærerforening i kreds 3.
En del af jobbet som efterskolelærer indebærer, at man kommer på alle gange og fløje og tjekker for rengøring. Den øgede smitterisiko har blandt andet mundet ud i, at nogle efterskolelærere har set sig nødsaget til at sygmelde sig.
- Helt konkret har jeg hørt om en, som var nødt til at være deltidssygemeldt, så hun ikke skulle have aftenvagter, tilsynstimer og rengøringstjek og den slags ting, fortæller Rikke Josiasen.
Lærerne kommer på alle værelser
Myndighedernes anbefalinger til efterskoler siger, at eleverne skal være inddelt i familiegrupper på maks 30 personer, hvor de må komme tæt på hinanden. Resten af elevholdet skal personerne indenfor en familiegruppe holde en meters afstand til, hvilket også betyder, at de ikke må besøge hinandens værelser og gange.
- Vi har medlemmer, som er bekymret for at gå på arbejde, når der ikke er klare retningslinjer for, hvad efterskolerne skal gøre. Eleverne skal jo være i deres familiegrupper, men det gælder jo ikke lærerstaben. Vi skal stadigvæk gå rundt på de forskellige gange og tjekke, om der er gjort ordentlig rent, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening i kreds 3.
På Midtjysk Efterskole ved Ejstrupholm har lærerne samme problem.
- Vi har kontakt med alle elever. Vi er inde på alle fløje, når vi siger godnat og godmorgen, og vi er inde på forskellige værelser, så nej vi er ikke delt op på den måde, siger lærer på Midtjysk Efterskole, Michael Andersen.
Problemet er ikke lige til at løse. Hvis lærerne skulle tilknyttes forskellige familiegrupper eller gange på efterskolerne, ville det kræve en flere lærere på arbejde.
- Hvis en lærer kun må komme på en fløj, så skulle jeg have 7-10 lærere inde om morgenen og igen om aftenen, og det er bemandingen simpelthen ikke til, fortæller Bo Thorup, der er forstander på midtjysk Efterskole.
Rikke Josiasen har allerede nogle forsigtige bud på, hvordan man kan gøre lærerne mere trygge ved at gå på arbejde mens coronaepidemien raser.
- Måske skal de kigge på igen, om vi kun må have halvdelen af eleverne i klassen lige nu, og måske er der nogle aktiviteter, vi ikke kan lave fordi, de ansatte skal være trygge ved at gå på arbejde, siger formanden for kreds 3 af Frie Skolers Lærerforening.
Børene- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, skrev tirsdag til TV MIDTVEST, at hun i denne uge vil gå i dialog med lærerne omkring tryggere arbejdsforhold.