Familien kæmpede for at få PTSD-ramt soldat hjem: Nu er han afgået ved døden

Krigsveteranen Kim Rasmussen er død. Han blev 48 år gammel.

Kim Rasmussen
Foto: Privatfoto / Grafik: Claus Klok

Den tidligere soldat Kim Rasmussen er død. 

Det bekræfter hans søster Mari-Ann Rasmusen fra Ikast i en sms over for TV MIDTVEST. Dødsfaldet skete fredag aften dansk tid på et hospital i Filippinerne. 

Kim Rasmussen har været indlagt på hospitalet siden maj, efter han fik en blodprop i hjernen. 

TV MIDTVEST har ad flere omgange fortalt, hvordan Mari-Ann Rasmussen har kæmpet en indædt kamp for at få sin PTSD-ramte bror hjem til Danmark. Dog uden held.

Nu er han afgået ved døden, men familien ønsker for nuværende ikke udtale sig yderligere.  

- Vi håber på forståelse for, at vi ikke kan være til rådighed for interviews i denne svære tid, hvor vi stadig ikke har ham hjemme, skriver Mari-Ann Rasmussen til TV MIDTVEST. 

0:20

Spiste 30 piller om dagen

Den 48-årige Kim Rasmussen er tidligere soldat og blev udsendt første gang til Kosovo for over 25 år siden. I alt har han været udsendt syv gange på ti år, og han er blevet dekoreret og udmærket for sin indsats flere gange. 

Et arbejde, der dog resulterede i svær PTSD, og at han på daglig plan måtte indtage omkring 30 piller. Alt lige fra sovepiller og nervemedicin til piller mod psykiske lidelser.

Veteranen rejste uden familiens vidende til Filippinerne den 10. maj, og seks dage senere  blev han ramt af en blodprop. Eftersom han ikke havde tegnet en rejseforsikring, skulle han selv betale for sin indlæggelse og hjemrejse. 

- Et system, der har spillet fallit 

Kim Rasmussens søster, Mari-Ann Rasmussen, udtalte efterfølgende stor kritik af myndighederne, fordi de ikke ville betale for at transportere hendes bror hjem til Danmark.

En transport med ambulancefly, der ville koste i omegnen af 700.000 kroner. 

- Det handler ikke om, at folk skal have ondt af mig, vores familie eller Kim. Det handler om at hjælpe et menneske, der har givet så meget for sit land, men simpelthen ikke længere kan tage vare på sig selv. Jeg forstår det ikke, har Mari-Ann Rasmussen udtalt til TV MIDTVEST.

I forlængelse af det startede Foreningen Veteranskytter en indsamling med Nikolaj Frederiksen i spidsen, der lykkedes med at indsamle omkring 410.000 kroner. 

Han nåede dog ikke at samle det fulde beløb, der kunne bringe Kim Rasmussen hjem til Danmark, inden han afgik ved døden. 

- Jeg er ked af det på familiens vegne. Det er et system, der har spillet fallit. Staten skulle ikke engang betale regningen - de skulle bare lægge ud, indtil vi havde det fulde beløb, siger Nikolaj Pedersen. 

Kim Rasmussen blev i løbet af sin karriere en dekoreret soldat i den danske hær.
Kim Rasmussen blev i løbet af sin karriere en dekoreret soldat i den danske hær.
Foto: Privatfoto

TV 2 har tidligere forsøgt at spørge Udenrigsministeriet om, hvorfor de ikke ville hjælpe Kim Rasmussen hjem til Danmark.

De oplyste i et skriftligt svar, at de ikke kan udtale sig om konkrete sager.

Samtidig lyder det dog fra ministeriet, at der i dag ikke er lovhjemmel til at yde økonomisk støtte til at hjælpe Kim Rasmussen hjem eller betale for hans hospitalsregning.

Nikolaj Pedersen fra Forening Veteranskytter fortæller, at der nu er lavet en aftale med en bedemand, der kan tage sig af kremeringen.

- Og så skal vi have ham bisat på en værdig måde, og derefter må vi tage en debat om, hvordan man forhindrer, at det samme kan ske for andre i fremtiden, afslutter Nikolaj Pedersen.