Hval fundet i skov: Her er dødsårsagen

Konklusionen lyder, at det døde marsvin, som blev fundet i en skov ved Brande, døde naturligt efter en hård fødsel.

Den døde hval blev fundet i skoven den 12. april.
Den døde hval blev fundet i skoven den 12. april.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Det var med stor forundring, at Henriette Kristensen fra Fasterholt mellem Ikast og Brande, fandt en cirka halvanden meter lang blåsort tandhval død i en skov ved Brande i april.

Knap to måneder efter ligger dødsårsagen nu fast, skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

- Konklusionen er, at marsvinet er død en naturlig død efter en hård fødsel. Årsagen til den hårde fødsel er ukendt, lyder konklusionen.

Det er universitet, der har obduceret hvalen, og ifølge hvaldyrlæge Aage Kristian Olsen, som stod for obduktionen, var marsvinets livmoder skudt ud.

- Den var skudt ud i forbindelse med en fødsel, hvilket har været fatalt for hunmarsvinet efterfølgende. Den udskudte livmor havde tegn på begyndende henfald, og det kan have forårsaget en infektion hos marsvinet sammen med dehydrering og blodtab, forklarer han i meddelelsen.

Præcis hvor længe marsvinet har svømmet rundt med livmoderen hængende udenfor er uvist, men hvaldyrlægen forventer, det har været under to døgn.

Fragtet knap 90 kilometer

Det er stadig uvist, hvordan den døde hval landede i skoven ved Brande, men dyrlægen fra Aalborg Universitet skriver, at man har beviser på, at den formentlig blev fjernet fra Binderup Strand ved Kolding 12. april.

- Der findes fotos fra Binderup Strand af et strandet marsvin med identiske karaktertræk. Så vidt vides har ingen meldt sig i forbindelse med årsagen til flytningen af marsvinet fra stranden til skoven, skriver universitet.

Også Henriette Kristensen, som fandt hvalen i skoven, fik et tip om, at den sidst var set ved Binderup.

Hun dokumenterede nemlig sin oplevelse ved at lægge et billede og en video af hvalen på Facebook, og der kom flere kommentarer.

- Jeg har en veninde i Kolding, som sagde, at der mandag blev hentet et marsvin, som havde samme skader, ved Binderup, sagde Henriette Kristensen til TV MIDTVEST i april.

Her fortalte hendes veninde, at marsvinet blev hentet af et skadedyrsfirma, men hvem der har fragtet hvalen knap 90 kilometer er fortsat uvist.