Kvinde blev ringet op af en fra banken: Kort tid efter var hun 9000 kroner fattigere

Endnu engang er landsdelen blev ramt af et tilfælde af bankbudssvindel.

Dankort
Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix

Det er desværre ikke første gang, men ikke desto mindre har der nu været endnu et tilfælde af såkaldt bankbudssvindel.

Det er en svindelform, hvor borgere bliver narret til at udlevere deres dankort til en person, som, de tror, repræsenterer en bank.

Denne gang er det gået ud over en 86-årig kvinde fra Bording, som torsdag blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Handelsbanken.

- Manden sagde til hende, at hun skulle have nyt dankort, og derfor ville der komme en mand forbi og hente hendes gamle, siger Stephan Weber, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Herning.

Efterfølgende ringede det på døren hos kvinden, og her stod en ung mand klar til at afhente det gamle dankort.

- Kvinden beskriver ham som pæn og nydelig ung mand. Han er høj og slank med kort hår. Han er lys i huden, og han er iført en hvid trøje. Det lykkedes ham at få kvinden til at udlevere både dankort og pinkode, siger politikommissæren.

Hævede 1200 euro

Der gik ikke lang tid, fra manden forlod kvindens adresse, til hun begyndte at føle ubehag ved situationen. Derfor rakte kvinden ud til sin familie, som hjalp med at kontakte politiet.

På det tidspunkt var der dog allerede blevet hævet 1200 euro på dankortet fra en hæveautomat i Herning. Det svarer til knap 9000 danske kroner.

- Vi efterforsker selvfølgelig de her sager og tager dem meget alvorligt. Vi er blandt andet ved at se på, om der er noget videoovervågning fra hæveautomaten i Herning, oplyser Stephan Weber.

Sager som denne falder ind under Straffelovens paragraf om bedrageri, og der har været flere tilfælde af dem i Midt- og Vestjyllands Politikreds de seneste måneder. 

Svindelnumrene er typisk målrettet ældre borgere, og blandt andet blev fire ældre personer fra Herning-området franarret 50.000 kroner på få timer tilbage i juli måned.

- Der sidder faktisk lige nu en varetægtsfængslet for den her type kriminalitet, oplyser Stephan Weber fra politiet i Herning.