Midtjyde slår dansk rekord på 100 meter i knusende DM-sejr

Simon Hansen er ny indehaver af den danske rekord på 100 meter løb efter en overbevisende DM-finalesejr.

Simon Hansen, sprinter fra Bording
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Simon Hansen er Danmarks hurtigste mand. Det slog han fast med syvtommersøm lørdag.

I Hvidovre åbnede løberen DM i atletik med en knusende sejr på 100 meter og satte i samme omgang ny dansk rekord.

Han vandt i tiden 10,11 sekunder og skar på den måde tre hundrededele af den nu tidligere danske rekord, som Kojo Musah satte i 2021.

Det skriver Dansk Atletik i en pressemeddelelse.

Simon Hansen vandt DM med 0,45 sekund ned til Valentin Jensen på andenpladsen, og det er den største sejrsmargin, der nogensinde har været i en DM-finale.

Den 25-årige løber fra Bording viser dermed, at han har holdt formen ved lige siden EM tidligere på måneden, hvor han nåede finalen og sluttede som nummer syv.

Simon Hansen er endnu ikke kvalificeret til OL.