Ved et tilfælde endte de med at bruge deres sommer i 1800-tallet

I 18 år har de brugt en uge af deres sommerferie som frivillige på Hjerl Hede. I år har de Nanna og Emilie, to af deres børnebørn, med på frilandsmuseet.

Frans og Anny Byø fra Fårvang er frivillige på Frilandsmuseet Hjerl Hede for 18. gang.
Frans og Anny Byø fra Fårvang er frivillige på Frilandsmuseet Hjerl Hede for 18. gang.
Foto: Rigmor V. Sams TV MIDTVEST

Anny og Frans Byø flytter i denne uge ind bag kulisserne på Hjerl Hede. Her bor de hele ugen og er en del af levendegørelsen på frilandsmuseet ved Sevel.

- Tiden går i står, når vi flytter ind her. Vi kan godt lide at komme her, siger Anny og Frans Byø fra Fårvang, der i 18 år har været frivillige på Hjerl Hede.

I år har de Emile og Nanna med, to af deres børnebørn på henholdsvis 13 og 10 år. Vi møder dem på den første dag, hvor der er travlt, for pigerne skal have dragter der passer til deres funktion, som er at være elever i den lille landsby skole fra 1820.

Frans finder vi i bageriet, her starter de allerede kl. 6 med at fyre op i ovnene. 

0:36
Se hvad Frans Byø, på 72 år, bager i det gamle bageri fra 1930.

Anny og Frans Byø har, siden 2006, hvert år brugt en uge på Hjerl Hede. 

Det hele startede ved lidt af en tilfældighed. Frans Byø kørte som konsulent rundt til bagerbutikker i hele landet, og en bager fortalte, at de manglede erfarne bagere i det ny åbnede bageri på frilandsmuseet.  Frans snakkede med sin kone Anny om muligheden og sådan startede en lang tradition med at være frivillig på Hjerl Hede.

- Vi blev tryllebundet og fascineret af nostalgien, siger Anny Byø, der dengang arbejde som pædagog.

Frans Byø er oprindelig uddannet bager og færdes hjemmevandt i det gamle bageri.

Nu er de begge pensionister, og Frans nøjes ikke med en uge i det gamle bageri fra 1930, han tager også et par uger op til jul, når der er julelevendegørelse. 

Anny Byø startede oprindelig som bagerjomfru, siden har hun prøvet mange forskellige funktioner på frilandsmuseet, i år står hun på håndværkspladsen, hvor gæsterne kan afprøve nogle af de gamle håndværk.

Nanna og Emilie Byø bliver i dragtdepotet forvandlet fra moderne 2024-piger til piger anno 1820. Deres funktion er at være elever i landsbyskolen, hvor timen starter med fadervor.

1:19
Nanna og Emilie Byø skifter cowboy bukserne ud med uldne kjoler, for at være skoleelever anno 1820.

Det er tredje år Nanna tilbringer en uge sammen med mormor og morfar på Hjerl hede. For Emilie er det fjerde gang.

- Det er hyggeligt, og når jeg bliver voksen, vil jeg helt sikkert også tage mine børnebørn med på Hjerl Hede, siger Emilie Byø 13 år.