Nu starter jagten på skovens guld
Det våde forår kombineret med solrige dage er perfekt svampevejr, og kantarellerne kvitterer ved at komme ekstra tidligt i år.
Vibeke Albinus fra Husby færdes meget i naturen, og hun har allerede fundet skovens guld i form af de første kantareller.
- De er her nok tre uger tidligere, end de plejer, siger Vibeke Albinus.
Kantarellerne er en meget populær spisesvamp, de kan samles fra nu, og ind til frosten sætter ind, hvis vi får tilpas mængder vand og varm.
- Kantarellerne er en delikatesse uden lige, det med at gå ud i naturen og finde noget man så kan gå hjem og spise, det er en lækker proces, siger Vibeke Albinus fra Husby der har samlet svampe i mange år.
I følge NaturGuide.dk trives svampe i det hele taget bedst, når det ikke er for tørt. En lun sommer efterfulgt af dage med regn sætter som regel skub i svampene.
Kig godt efter, de gemmer sig under mos og grene
Man skal kigge godt efter på skovturen, for kantareller kan være godt skjult under græs og mos, og har du først fået øje på èn kantarel, så er der ofte flere.
Kantareller vokser ofte på mager jord i nærheden eller under bøg, birk, eg, fyr og gran. Derfor er de vestjyske plantager rigtig gode steder at tage på svampejagt. Kantarellerne gror ofte langs veje og stier, gerne steder hvor der kommer lidt lys ned i skovbunden.
I følge Marianne Riis Lisborg, NaturGuide.dk, er det god sankeskik kun at samle til eget forbrug. Ifølge Jyske Lov fra 1241 må man samle det, man kan have i sin hat, omsat til nutid må det svare til en moderat kurvfuld svampe, skriver Marianne Riis Lisborg.
Svampe kan bruges på mange måder, men spørger du Vibeke Albinus fra Husby skal de svitset på panden med lidt løg og fløde og så serveres sammen med nye kartofler.