Vingegaard maner til ro: - Bedre end forventet

Jonas Vingegaard er nummer tre i klassementet efter Tadej Pogacar og Remco Evenepoel.

20240702-124715-6-5013x3342ma
Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix

Det første store bjergslag var også et slovensk slag rettet mod Jonas Vingegaard og Visma-mandskabet.

Pogacars UAE-soldater isolerede Vingegaard, der tabte 50 sekunder på 4. etape af dette års Tour de France.

Efter etapen erkendte danskeren, at Pogacar var den rigtige vinder på dagens etape.

- Han kørte rigtig stærkt i dag, og det var en fortjent sejr. Jeg kunne ikke lige følge med ham op ad Galibier til sidst. Han kørte bare rigtig stærkt, siger Jonas Vingegaard.

Hvad er du efterladt med efter i dag?

- For at være helt ærlig er det egentlig bedre end forventet. Vi havde forventet at være op til to minutter bagud nu, så på den måde kan vi være godt tilfredse, lyder det fra Vingegaard, der tilføjer:

- Selvfølgelig er det ærgerligt, når jeg var så tæt på at kunne følge med ham opad i dag, men sådan er det nu engang. Jeg tabte en del på den sidste del af nedkørslen i dag, fordi han er lidt tungere, end jeg er. Sådan er det jo bare.

Topfem på etapen

1. Tadej Pogacar

2. Remco Evenepoel +35"

3. Juan Ayuso +35"

4. Primoz Roglic +35"

5. Jonas Vingegaard +37"

Toptre i klassementet

1. Tadej Pogacar

2. Remco Evenepoel +45"

3. Jonas Vingegaard +50"

Ikke bekymret for holdet

Vingegaard blev isoleret, da UAE begyndte at trykke på speederen, og da Matteo Jorgenson som sidste Visma-mand faldt fra, var Vingegaard alene.

Det er dog ikke noget, der bekymrer Vingegaard.

Du sidder alene på de sidste kilometer opad Galibier. Er du bekymret for det i forhold til jeres styrke?

- Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg synes egentlig generelt, at vi har et rigtig stærkt hold, og de skal nok vise, hvor gode de er, og hvor stærke de er. Det kan være, det bare var en off-dag fra dem i dag. Jeg ved, hvad de kan, og jeg er sikker på, at de nok skal køre stærkt.

På 5. etape skal Jonas Vingegaard og Visma ud på en flad etape, der inviterer sprinterne og deres mandskaber til at trække i arbejdstøjet.