Nicolaj ramte glasskår under badetur ved Skjern Bådhavn: Nu advarer søster

En badetur ved Skjern Bådhavn endte helt galt.

Nicolaj Dohn Damgaard måtte på skadestuen for at blive syet efter uheldet.
Nicolaj Dohn Damgaard måtte på skadestuen for at blive syet efter uheldet.
Foto: Sofie Dohn Damgaard

Det, der skulle have været en hyggelig badetur i sommersolen, endte helt galt for 15-årige Nicolaj Dohn Damgaard. 

Han var sammen med sin bror, en kammerat og sin 18-årige storesøster taget en tur til Skjern Bådhavn for at tage en badetur. 

Det gik dog hurtigt galt, da Nicolaj Dohn Damgaard endte i vandet efter lidt leg med sin ven. I vandet ramte han nemlig direkte ned på et stykke glasskår. 

- Da han rejser sig op, går han i panik, da han ser en kæmpeflænge. Han var ved at besvime, for det er så grusomt at se på, fortæller Nicolaj Dohn Damgaards storesøster, Sofie Dohn Damgaard. 

En tur på skadestuen

Nicolaj Dohn Damgaard blev kørt på skadestuen, hvor han blev syet med fem sting efter uheldet. 

Sofie Dohn Damgaard har derefter delt uheldet på Facebook for at advare andre mod at bade ved Skjern Bådhavn. 

- Det er megafarligt, for der er også hunde og børn, der bader der. Jeg vil nødig have, at andre kommer til skade, siger hun.

Ifølge Sofie Dohn Damgaard er det primært unge mennesker, der er skyld i, at der ligger glasskår i vandet. 

- De kaster breezer-, øl- og vodkaflasker. Så slår de dem i stykker og kaster i vandet. Der er en skraldespand to meter væk, men de må synes, at det er sejt, tror jeg. 

Kan stadig ikke gå

Uheldet skete i mandags, men Sofie Dohn Damgaard fortæller, at hendes bror stadig er hårdt medtaget. 

- Han må ikke gå, så han ligger bare derhjemme. Han skal have stingene ud i næste uge, og så håber vi, at det bliver bedre, siger hun. 

Sofie Dohn Damgaard fortæller også, at det er helt sikkert, at familien ikke kommer til at bade ved Skjern Bådhavn igen foreløbigt. 

- Så længe der ikke bliver gjort noget ved det, bader vi der ikke mere. Det er farligt, og vi har ikke lyst til at komme til skade, siger hun.