Forført af Agger: Sørens sommerhus er en frihåndstegning i oplevelser

Agger kan noget helt unikt. I hvert fald hvis man spørger arkitekten Søren Sarup, som har bygget flere sommerhuse i den lille Vesterhavsby. Det er her, han og familien finder ro.

A-huset i Agger ligger med udsigt til vand både i forgrunden og med Flade Sø i baggrunden. Det er lige før, man også kan skimte Vesterhavet ude til venstre.
A-huset i Agger ligger med udsigt til vand både i forgrunden og med Flade Sø i baggrunden. Det er lige før, man også kan skimte Vesterhavet ude til venstre.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Denne artikel er en del af serien ”Fik du læst?”. Vi har fundet de bedste historier frem fra gemmerne til din sommer. 

Arkitekten Søren Sarup er vild med Agger. Han er så vild med den lille Vesterhavsby, at han har bygget flere sommerhuse i byen, og han er også ved at forvandle byens gamle diskotek til hotel, restaurant og kontorfællesskab.

- Agger har aldrig rigtig været interessant. Det var et fattigt område, hvor der ikke rigtig har været fokus på det smukke. Men den her by har så meget at byde på, og udsigten er helt unik. Det er noget af det mest eksklusive, man kan få, siger han.

Udsigten og en unik oplevelse i alle rum har været udgangspunktet for Søren Sarup.
Udsigten og en unik oplevelse i alle rum har været udgangspunktet for Søren Sarup.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Søren byggede sine første sommerhuse i år 2000 og 2007. Byen er det sydligste punkt i surferparadiset, og som en habil surfer var det derfor oplagt at vende tilbage for få år siden for igen at bygge sommerhus og skyde gang i projektet med det gamle diskotek.

Hans kone Maria Louise Sarup er også ret vild med området. Det er her i deres tre år gamle sommerhus, de finder ro.

- Så snart man kører ind på grunden, falder alt til ro og pulsen kommer ned. Det er kombinationen af naturen, det er tæt på havet og Nationalpark Thy. Vi elsker området her, ikke bare husene, men også menneskerne her. Tiden går i stå her, og det er aldrig tid til at tage hjem, fortæller hun.

Søren og hans kone Maria Louise og deres lille dreng elsker at være i sommerhuset i Agger. Det er her, de finder ro.
Søren og hans kone Maria Louise og deres lille dreng elsker at være i sommerhuset i Agger. Det er her, de finder ro.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Tog udgangspunkt i gammelt A-hus

Sommerhuset er et såkaldt A-hus, som Søren selv har tegnet. Det stod færdigt i 2018 og tager udgangspunkt i det gamle hus fra 1970’erne, som lå på grunden før. Det havde også den tids typiske A-form.

- Det var vigtigt at genopføre det gamle A-hus, fordi det skaber et tilhørsforhold, når det har stået her så mange år. Og når man så tilfører en ny form til den eksisterende, så virker det ikke så fremmed. Overgangen bliver mere blød, fortæller han.

Søren, der driver tegnestue i Aarhus, så med det samme potentialet i A-huset, som ligger lige ud til vandet. Det blev genopført på det gamle fundament, og så har han tilført en rektangulær bygning med udsigt fra alle rum – fra sofaen og køkkenet til soveværelset og badekarret.

Selv fra badekarret er der vandudsigt. Badeværelset er i åben forbindelse med soveværelset.
Selv fra badekarret er der vandudsigt. Badeværelset er i åben forbindelse med soveværelset.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

- Det har været hensigten at få udsigten ind i huset, da jeg tegnede det. Jeg har arbejdet med lag i form af forgrund, mellemgrund og baggrund, og der er en malerisk dybde i de tanker, jeg har gjort mig.

Selve A-huset, som er beklædt med skifer, består af et soveværelse, badeværelse og børneafdeling med klatrevæg. Oven på er der udsigt til Flade Sø, og det er lige før, man også kan skimte Vesterhavet.

Sommerhuset er et såkaldt A-hus på i alt 153 kvadratmeter. Det har kostet omkring 4,5 millioner kroner at opføre.
Sommerhuset er et såkaldt A-hus på i alt 153 kvadratmeter. Det har kostet omkring 4,5 millioner kroner at opføre.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Unik oplevelse i alle rum

For Søren har opførelsen af det 153 kvadratmeter store sommerhus handlet om at skabe den unikke oplevelse.

- Det handler ikke om dyre materialer eller noget, men om et magisk sekund når man træder ind. Det er ikke et ikonisk byggeri, men det er i harmoni med omgivelserne og nærmest en frihåndstegning i oplevelser.

Huset bliver også brugt til udlejning, og derfor ville det ifølge parret se lidt anderledes ud, hvis det kun var til dem selv.

Køkken, spisestue og stue er indrettet med enkel, dansk design, der passer godt ind i husets nordiske stil med naturmaterialer og nedtonede nuancer.
Køkken, spisestue og stue er indrettet med enkel, dansk design, der passer godt ind i husets nordiske stil med naturmaterialer og nedtonede nuancer.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

- Det er en del af rejsen, og det skaber så meget glæde for andre mennesker også. Vi ville for eksempel ikke have gardiner, hvis det kun var vores. Måske bliver det næste vores drømmesommerhus, fortæller de.

Du kan komme med ind i A-huset i videoen nedenfor. Her kan du også møde arkitekten Poul Schülein, som har gjort sig nogle lidt andre tanker om, hvordan man bedst iscenesætter udsigten.

Hør meget mere om A-huset i Agger i videoen nedenfor.

11:11
Få arkitekter vover pelsen og tegner huse til sig selv, men to har gjort det her i landsdelen. Den ene er Poul Schülein, som blandt andet står bag renoveringen af kronprinsparrets palæ på Amalienborg.