Grønt blink skal hjælpe hjerteløbere, men Markus er ikke fan

Ny type blink vil skabe forvirring og farlige situationer, frygter organisationer og hjerteløbere.

Markus Kjeldsen har været ude som hjerteløber mere end ti gange
Markus Kjeldsen har været ude som hjerteløber mere end ti gange
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Siden Markus Kjeldsen fra Holstebro var 19 år gammel har han været hjerteløber. Nu er han 25 og har været afsted mere end ti gange til livreddende situationer til personer med hjertestop.

Nogle gange er genoplivning lykkedes, andre gange ikke. Men følelsen, når det lykkes at gøre en forskel, gør godt, fortæller han.

Derfor har han også nysgerrigt fulgt med i transportminister Thomas Danielsens planer om at indføre et grønt blink på taget af bilen til hjerteløbere, der har brug for lettere at kunne komme frem i trafikken.

Det grønne blink er et frivilligt tilbud til frivillige organisationer, som udfører livreddende opgaver. Hjerteløberne skal selv investere i blinket. Men de må kun bruge det i livsreddende situationer, og de må ikke overtræde færdselsloven. 

Forventningen er, at det bliver lettere, og dermed tidsbesparende, at komme frem i tæt trafik med et grønt blink på taget.

 - Jeg synes, det er fint, at man prøver det af for at finde ud af, om det virker. Men jeg kunne godt være nervøs for at der skete noget, siger Markus Kjeldsen.

Han pointerer, at hjerteløbere er civile mennesker, der ikke er vant til at køre med udrykning. Og han frygter, at det kan skabe farlige situationer i trafikken - i værste fald ulykker.

0:42
Transportministeren forklarer, hvordan forsøgsordningen skal fungere.

Markus Kjeldsen føler ikke, at han vil få brug for den grønne blink-ordning. 

 - Nu løber jeg som regel, når jeg får en alarm. Men de gange, hvor jeg har kørt i bil, har jeg aldrig oplevet, det har været et problem at komme frem, forklarer han.

Frygter, det udvander det blå blink

Samme opfattelse deler forhandlingssekretær i 3F Transport, Flemming Overgaard. Han står for forhandlingerne, når redderne skal forhandle overenskomst. Han er selv tidligere redder og frygter, at det nye grønne blink vil udvande det blå blink.

 - Vi har brug for al den respekt, vi kan få omkring det blå blink. Og det, synes vi, bliver nedgraderet med andre typer blink.

3:28
Se hele indslaget her.

Ligesom Markus Kjeldsen er Flemming Overgaard bekymret for at give civile muligheden for at køre med et blink.

 - Vi frygter, at folk, der ikke er uddannede til det her, eller som måske er meget nervøse for, hvad de skal ud til, kan komme til at lave nogle dumme ting i trafikken. Og det, synes vi, er en unødig risiko, mener han.

Grønt blink kan være en hjælp, mener minister

Transportminister Thomas Danielsen (V) er ophavsmand til ideen - og han er ikke så bekymret.

 - Jeg forstår til fulde, at der er nogen, der frygter, at det her kan blive opfattet som et udrykningsblink. Men det er det ikke. Det er et opmærksomhedsblink, siger ministeren og understreger, at man ikke må overtræde færdselsloven med grønt blink på taget.

 - Det er en mulighed for særligt de, der bor i provinsen at signalere til sine omgivelser og medtrafikanter, at man er på vej ud til livgivende førstehjælp, forklarer ministeren, som selv har talt med flere hjerteløbere, der har følt sig frustrerede over at "hænge fast" i trafikken, når der er liv på spil.

 - Og så er håbet, at sådan et grønt blink kan hjælpe med, at man kan komme lettere frem, siger Thomas Danielsen.

Foreløbig er der planlagt en forsøgsordning med grønt blink til hjerteløberne, til januar.