Taget med skyhøj promille: 28-årig kvinde fik taget bilen

En bekymret billist ringede og advarede politiet.

Alkometer og politibil
Foto: Flemming Christensen

Der må have været en del slinger i valsen, da en ung kvinde onsdag formiddag kørte rundt i Koldby i Thisted Kommune.

I hvert fald nok til, at en bekymret borger greb knoglen og ringede til politiet.

- Der var simpelthen én, der havde ringet ind for at advare om usikker kørsel, fortæller politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted, Henrik Jensen.

Og der kan have været noget om snakken. 

I hvert fald slog politiets alkometer ud, da de fandt den 28-årige kvinde parkeret ved Spar købmanden i Koldby klokken 13.40.

- Vi formoder ud fra udåndingsprøven, at hun har haft en promille på over to, siger Henrik Jensen.

Hun blev derfor anholdt og sigtet for vanvidskørsel, hvilket også resulterede i, at bilen blev beslaglagt.

Politiet har anholdt kvinden for at tage blodprøver, og hvis de bekræfter, at promillen er over de to. Ja, så mister hun ikke kun kortet, men også bilen.

For siden den nye lov om vanvidskørsel fra 2020 trådte i kraft, så kan politiet konfiskere og sælge bilen, hvis føreren har en promille over to.

Spritbilist kørte uden kort

Men arbejdsdagen stoppede ikke der for politiet i Thisted.

Kun en halv time senere kunne politiet igen stoppe en bilist, der formentlig havde kigget lidt for dybt i flasken.

Det var dog ikke den eneste lovovertrædelse, som den 39-årige mand, der blev stoppet, blev sigtet for.

Politiet mistænker nemlig også manden for at være narkopåvirket, og så må han i øvrigt slet ikke køre bil. 

Manden har nemlig intet kørerkort.

- Der blev det så lige til tre sigtelser på en gang, siger politikommissæren.

Der er dog ikke tale om forseelser, der i sig selv er grove nok til, at politiet kan beslaglægge bilen, oplyser Henrik Jensen.

- Og kørekortet kan vi jo så ikke tage, da han ikke har noget, siger politikommissæren.