Dødeligt knivstikkeri: Varetægtsfængsling forlænget igen igen

En 23-årig har fået forlænget sin varetægtsfængsling for ottende gang efter knivstikkeri på forsorgshjem.

Knivstikkeri ved PotentialeHotellet
Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

En 23-årig mand, der tilbage i november blev anholdt og sigtet for at have stukket en mand ihjel på et forsorgshjem, fik tirsdag forlænget sin varetægtsfængsling.

Det oplyser Retten i Herning.

Det er ottende gang, at retten forlænger varetægtsfængslingen. 

Den 23-årige blev den 21. november anholdt og sigtet for manddrab efter et knivstikkeri på forsorgshjemmet PotentialeHotellet uden for Herning, hvor en 26-årig mand efterfølgende afgik ved døden.

- Manden er sigtet for manddrab ved at have stukket den afdøde adskillige gange på kroppen, forklarede specialanklager Linette Lysgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi dengang.

I et grundlovsforhør nægtede den 23-årig sig skyldig i manddrab, hvorefter dørene til retten blev lukket efter begæring af specialanklageren.

Derfor ved vi ikke særligt meget om, hvad der er forgået i retten. Det eneste vi ved er, at den sigtede dengang endte med at blive varetægtsfængslet i fire uger. 

Det er så blevet forlænget gang på gang. Senest tirsdag hvor varetægtsfængslingen blev forlænget frem til 30. juli.

Sted for unge udsatte

Den voldsomme episode i november rystede både personale og beboere på forsorgshjemmet PotentialeHotellet.

- Mange er i tårer, og mange er i chok, sagde forstander Søren Wistrup dengang til TV MIDTVEST.

Forsorgshjemmet er et sted for unge voksne, der er hjemløse. På gerningstidspunktet havde stedet 14 beboere, heriblandt den nu afdøde 26-årige og den sigtede.

Stedet har i tiden efter haft krisepsykologer til rådighed for både personale og beboere.

Der er endnu ikke sat nogen dato for retssagen mod den 23-årige.