Tømmerflåder redder sjælden fugl

Ornitologers arbejde, for at øge bestanden af den sjældne fugl sortterne, der kun yngler tre steder i landet, har vist sig at lykkes. Flere par yngler nemlig på hjemmelavede flåder.

Dronefoto fra den 23. juni af sortterne par med deres unger på Husby Sø.
Dronefoto fra den 23. juni af sortterne par med deres unger på Husby Sø.
Foto: Ole Amstrup

Flamingo, en mursten i en snor og en måtte.

Det lyder umiddelbart ret simpelt, men det har faktisk vist sig at være opskriften på at få den sjældne fugl sortterne til at overleve omkring Husby Sø, som ligger vest for Ulfborg.

- Vi er meget, meget glade. Det er dejligt at se, at at det arbejde, som vi laver bærer frugt, fortæller Lars Holm Hansen, der er medlem af Dansk Ornitolog Forening (DOF).

I slutningen af april smed ornitologerne Lars Holm Hansen og Lars Poulsen flere hjemmelavede tømmerflåder ud på søen i Husby for at hjælpe arten, så fuglene kunne lægge sine æg derpå.

Og i slutningen af juni så de, at der var flere unger på flåderne.

- Det lykkedes at få bestanden til at stige. Vi har set, at der lå fire sortterne par på fire forskellige flåder, og vi har set, at der er otte unger i alt. Det er rigtig, rigtig godt, understreger ornitologen og tilføjer, at det næsten er en fordobling af bestanden.

Ornitologer smed syv flåder ud på Husby Sø tilbage i april.

Øget bestand var ikke sket uden flåder

Den 24 centimeter lange fugl med en vægt på 50 gram yngler kun tre steder i landet.

Et af stederne er ved Husby Sø, hvor den mindste bestand er, og ifølge ornitologerne er det afgørende, at der bliver holdt liv i bestanden.

- Vi gør noget for, at den kan blive ved med at være i Vestjylland. De andre steder, hvor den er forsvundet, er den ikke kommet igen, så det er vigtigt, at de ikke helt forsvinder herfra, fortæller Lars Holm Hansen.

Men kunne stigning af bestanden ikke være sket uden jeres flåder?

- Vi har set i Sønderjylland, at flåderne har haft stor betydning for væksten af bestanden. Og flåderne er med til at sikre bestanden der. Så nej, jeg er sikker på, at flåderne har gjort en forskel, og at der nu er stor chance for, at bestanden overlever her, siger ornitologen.

I slutningen af juli eller først i august vil ungerne flyve sydpå til Vestafrika, oplyser Lars Holm Hansen.

Udover at den lille fugl yngler ved Husby Sø, så lægger de også æg i Vejlerne i Thy og på grænsen mellem Danmark og Tyskland.