Seksårig dreng var ved at drukne på friskole - det skal der ske nu

Det tyder på, at ulykken var et hændeligt uheld ifølge skolebestyrelsesformanden, men nu skal de gennemgå, hvad der skal ændres, hvis overhovedet noget.

Uhre Friskole har eksisteret i 18 år og har 189 elever.
Uhre Friskole har eksisteret i 18 år og har 189 elever.
Foto: Google Streetview

Den seksårige dreng, der torsdag blev fundet på bunden af et udendørs svømmebassin på Uhre Friskole i Brande, har det efter omstændighederne godt. Det oplyser Tommy Sønderholm, der bestyrelsesformand på skolen, fredag eftermiddag.

Nu venter ifølge bestyrelsesformanden en gennemgang af ulykken.

- Det peger i retning af hændeligt uheld, men nu skal vi gennemgå, hvad der er sket, samt om der skal ændres noget i fremtiden og i så fald hvad.

Den seksårige dreng fra Brande fik førstehjælp på stedet og blev efterfølgende kørt til tjek på Regionshospitalet Gødstrup.

Ifølge både politi og bestyrelsesformanden har de tilstedeværende gjort, hvad de skulle i situationen.

- Det er første gang i de 46 år, poolen har eksisteret, at vi har haft sådan en ulykke. De har handlet, som de skulle, og der er ikke noget at sætte en finger på.

Det er uvist, hvordan drengen endte på bunden af bassinet.

- Man ved ikke, hvad årsagen er. Det kan være, at han er faldet eller har fået et ildebefindende, sagde Henning Præstegaard, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Herning, tidligere i dag.

Svømmebasinet er markeret med en rød ring.
Svømmebasinet er markeret med en rød ring.
Foto: Skråfoto/Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur