Kort nyt

1. jul 2024 kl. 19:30

Vejret får flere danskere til at bestille charterferier

Danskernes rejselyst har nået nye højder. Det melder flere rejseselskaber mandag - heriblandt Spies.

Selskabets kommunikationschef, Sofie Folden Lund, oplyser, at det våde vejr blandt andet har bidraget til, at Spies har solgt flere charterrejser.

- Den seneste uge har vi solgt ti procent mere end sidste år. Det er et par år siden, at vi har oplevet at sælge så meget på en uge, siger Sofie Folden Lund.

Hun tilføjer, at salget tog et stort spring søndag, da der blev solgt 42 procent flere rejser end samme tidspunkt sidste år.

Ifølge Spies' kommunikationschef skyldes det, at Danmark røg ud af EM, og at der var heldagsregn.

Administrerende direktør hos Bravo Tours Peder Hornshøj oplyser, at selskabet har solgt 10 procent flere rejser for juli sammenlignet med sidste år.

Hos Bravo Tours er Mallorca og en række græske øer som Rhodos, Kreta, Zakynthos og Lesbos blandt de mest solgte destinationer.

Kl. 13.31

Klassen tændte lys for deres forsvundne ven

Tirsdag aften var den forsvundne students klasse samlet ved Nørresø for at tænde et lys for deres kammerat. 

Det var klassens lærer Christian Tronier Kapper, der havde samlet flokken og opfordret dem til at tage huerne på.

Kl. 11.47

Brand i kolonihavehus

Nordvestjyllands Brandvæsen rykkede onsdag klokken 12.47 ud til en brand i et kolonihavehus i Struer.

- Der var ild i noget beklædning i et udhus, siger Per Jakobsen, indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen.

Beredskabet rykkede ud med tre kørertøjer og fik hurtigt branden under kontrol.

Der var hverken mennesker eller dyr til stede, og kolonihavehuset er sluppet med mindre brandskader, fortæller indsatslederen.

Kl. 11.37

Varetægtsfængsling forlænget igen igen efter knivstikkeri

En 23-årig mand, der tilbage i november blev anholdt og sigtet for at have stukket en mand ihjel på et forsorgshjem, fik tirsdag forlænget sin varetægtsfængsling.

Det oplyser Retten i Herning.

Det er nu ottende gang, at den sigtede får forlængede sin varetægtsfængslingen.

Kl. 10.09

60-årig reddet ud af skov på særligt køretøj

Midtjysk Brand og Redning måtte finde specialudstyret frem, for at redde en 60-årig mand, der var styrtet på sin mountainbike i Viborg.

Kl. 09.35

Hoxer med i Hansens sidste dans

Den levende håndboldlegende Mikkel Hansen får lov til at stoppe karrieren på den helt store scene. Landstræner Nikolaj Jacobsen har onsdag offentliggjort sin endelige trup til sommerens OL i Paris. Og her var 36-årige Mikkel Hansen blandt de 14 mand i truppen.

OL-truppen er uden de store overraskelser. Kun Aalborg-spillerne Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer, der stammer fra Thisted, er nye, i forhold til holdet der vandt EM-sølv i januar. To andre "indfødte" midt- og vestjyder er med i truppen. Det er Mathias Gidsel og Rasmus Lauge.

Hele truppen: Niklas Landin, Aalborg Håndbold, Emil Nielsen, FC Barcelona, Magnus Landin, THW Kiel, Emil Jakobsen, Flensburg-Handewitt, Niclas Kirkeløkke, Rhein-Neckar Löwen, Magnus Saugstrup, SC Magdeburg, Simon Hald, Aalborg Håndbold, Mikkel Hansen, Aalborg Håndbold, Simon Pytlick, Flensburg-Handewitt, Rasmus Lauge, Bjerringbro-Silkeborg, Thomas Arnoldsen, Aalborg Håndbold, Mathias Gidsel, Füchse Berlin, Mads Hoxer, Aalborg Håndbold og Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold.

Målvogter Kevin Møller, stregspiller Lukas Jørgensen og bagspiller Lasse Andersson er reserver til truppen.

Kl. 08.55

Indbrudstallet steg markant sidste sommer

I sommeren 2023 blev flere midt- og vestjyder end normalt ramt af indbrud. Forskellige steder i politikredsen blev lokale boligområder ramt af en stigning i antallet af indbrud henover sommeren.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi ved at indbrud af og til kommer i bølger, og det var sådan en, vi så sidste sommer, siger Erik Hykkelbjerg fra forebyggelsesafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Tallene kan aflæses tydeligt i statistikken, som viser en stigning fra cirka 700 anmeldelser om indbrud i de øvrige kvartaler i 2023 til 785 i 2. kvartal og 921 i 3. kvartal.

Erik Hykkelbjerg opfordrer til, at man gør sig nogle tanker om, hvad man selv kan gøre, for at minimere risikoen for indbrud i sommerperioden.

Kl. 08.42

Politiet: Der er ikke noget at klandre kammeraterne for

dykkerbåd
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De to kammerater, der var ude at ro med den forsvundne student natten til lørdag, har ikke hørt den 20-årige falde i vandet, oplyser Maria Jensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg.

- Der er ikke noget at klandre drengene for, de har været meget åbne og ærlige, understreger hun.

Kl. 08.15

Varebiler brudt op

To varebiler i landsdelen har natten til tirsdag lidt stort set samme skæbne.

Begge biler er nemlig blevet brudt op, og tyvene er sluppet afsted med el-værktøj for flere tusind kroner. 

Det drejer sig om en varebil i Viborg og en varebil i Silkeborg.

I Silkeborg løber værdien af det stjålne værktøj op i omkring 30.000 kroner, anslår lokalpolitiet i Silkeborg.

Hvor meget der er stjålet for i Viborg, er endnu ikke gjort op.

Kl. 07.56

Corona comeback: Politiet jagter tyv iført værnemiddel

Tirsdag morgen kl. 7.48 fangede et overvågningskamera en mand i færd med at bryde ind i en villa på Rindsholmvej i udkanten af Viborg.

- Han havde ikke helt sædvanlig påklædning på, siger politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg Peter Søndergård.

Derfor håber han også, at der måske er nogen, der er i stand til at identificere ham ud fra politiets beskrivelse, hvor der et overaskende comeback fra en gammel kending fra Corona-tiden. 

- En mand af dansk udseende, 180-185 cm høj og almindelig kropsbygning.

- Han var iført en lilla kasket, lyserød trøje, sorte hullede bukser og så havde han taget et mundbind på.

- Og så har han tatoveringer på den ene arm.

Hvis du kan genkende personen ud fra ovenstående beskrivelse, så vil politiet meget gerne høre fra dig på 114.

Kl. 07.32

Tuk-tuk tyveri i Skjern

Mikkel Skovby Spanner fra Skjern fik natten til tirsdag en grim overraskelse.

Hans højt elskede Tuk-tuk, som han havde parkeret på parkeringspladsen ved Brugsen i Skjern, var nemlig pist væk.

Tuk-tuk tyveriet fandt sted natten til tirsdag i tidsrummet mellem 23 og 05.

Opdagelsen fik Mikkel Skovby Spanner til at komme med en efterlysning på Facebook.

Tuk-tuken har nemlig en helt særlig betydning for ham, da han har lagt rigtig mange timer i at få den dengang lille trehjullede skrammelkasse ud at køre.

- Da jeg fik den, havde den været ude for et uheld og var blevet trykket godt sammen, fortæller han.

Men efter mange timer i værkstedet lykkedes det at få den fikset og shinet op.

Derfor håber Tuk-tuk-ejeren også ekstra meget på, at den bliver fundet igen.

Så hvis du har set den, må du meget gerne kontakte ham eller politiet på 114.

Kl. 05.05

Cold Hawaii sikrer Danmark en førsteplads i ny undersøgelse

Cold Hawaii er en betegnelse for 31 registrerede surf spots, der alle ligger på Vestkysten i Thy - fra Agger Tange i syd til lidt nord for Hanstholm.
Cold Hawaii er en betegnelse for 31 registrerede surf spots, der alle ligger på Vestkysten i Thy - fra Agger Tange i syd til lidt nord for Hanstholm.
Foto: John Carter

Danmark er den mest populære vandsportsdestination i Nordeuropa, skriver DIF i en pressemeddelelse, hvor de peger på Cold Hawaii, som en af de store trækplastre for de vandglade turister.

- Cold Hawaii er ikke kun et brand, der lever indenfor landets grænser. Trods sin beskedne størrelse er Danmark et yndet mål for de turister, der ønsker en anderledes og aktiv ferie i Nordeuropa, skriver DIF i pressemeddelelsen.

Det er en ny analyse fra VisitDenmark, der kårer Danmark som den mest populære vandsportsdestination sammenlignet med landene: Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Irland, Storbritannien og Nederlandene (Holland, Belgien, Luxemborg).

Blandt de 1499 adspurgte turister forbinder 36 procent Danmark med 'gode muligheder for vandsport’. 

Og det er altså nok til at placerer os i top, lige foran de skandinaviske naboer Norge og Sverige, der følger på en delt andenplads.

Kl. 04.00

Ingen garanti for prangende sommervejr

Der er ikke garanti for prangende sommervejr de kommende tre uger, hvor mange danskere holder sommerferie, men der vil være dage med sol.

Sådan lyder det i en månedsprognose fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- De kommende uger byder på omskifteligt vejr.

- I perioder vil en ustadig vejrtype med skyer, regn, byger og kun lidt sol være dominerende, mens højtryk i andre perioder vil give mere tørt og solrigere vejr, lyder det fra vejrtjenesten.

Temperaturerne ventes i perioden at ligge mellem cirka 16 og 23 grader.

Få det fulde overblik her:

2. jul 2024 kl. 22:05

Flåder hjælper truet fugl

Bestanden af den sjældne fugl sortterne er næsten vokset sig dobbelt så stor omkring Husby Sø, der ligger vest for Ulfborg.

Det fortæller ornitolog Lars Holm Hansen.

- Det lykkedes at få bestanden til at stige. Vi har set, at der lå fire sortterne par på fire forskellige flåder, og vi har set, at der er otte unger i alt. Det er rigtig, rigtig godt, understreger ornitologen og tilføjer, at det næsten er en fordobling af bestanden.

Succesen er sket efter, at ornitologer smed syv tømmerflåder ud på Husby Sø i april.

Den 24 centimeter lange fugl med en vægt på 50 gram yngler kun tre steder i landet.

Et af stederne er ved Husby Sø, hvor den mindste bestand er, og ifølge ornitologerne er det afgørende, at der bliver holdt liv i bestanden, hvis fuglen stadig skal være i området.

2. jul 2024 kl. 20:10

DTU Aqua overvejer lakseforbud

Hvis der ikke findes en permanent løsning på problemerne ved Hestholm Sø, vil DTU Aqua anbefale, at der kommer et forbud mod at tage laks med hjem fra Skjern Å.

Det siger vicedirektør i DTU Aqua, professor Anders Koed, til TV MIDTVEST.

Der er opstået flere huller i brinken mellem åen og søen, og det betyder, at en tre fjerdedele af åens vand strømmer gennem søen. Dermed risikerer mange laks at blive ædt af skarver og gedder inde i søen.

Det er blandt andet den situation, der for forskerne til at reagere.

2. jul 2024 kl. 18:49

Tre biler i harmonikasammenstød

Tirsdag eftermiddag var tre biler i et harmonikasammenstød på Viborgvej ud for nummer 109.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.

- To blev kørt med ambulance til hospitalet til tjek, og så spærrede vi vejen i en times tid, mens vi fik ryddet op, siger han.

Ifølge vagtchefen er en 18-årig mand fra Kjellerup nu sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

2. jul 2024 kl. 18:06

Vingegaard lever med 50 sekunders tidstab til Pogacar

Jonas Vingegaard mistede tirsdag en del tid til Tadej Pogacar og er efter Tourens første fire etaper 50 sekunder efter sloveneren.
Jonas Vingegaard mistede tirsdag en del tid til Tadej Pogacar og er efter Tourens første fire etaper 50 sekunder efter sloveneren.
Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard var ærgerlig over, at han ikke kunne følge med Tadej Pogacar på tirsdagens 4. etape af Tour de France.

Men den danske Visma-kaptajn havde på de første fire etaper i Touren forventet et større tidstab til Pogacar, som nu er 50 sekunder foran danskeren.

Pogacar kørte fra Vingegaard på det legendariske bjerg Col du Galibier og udbyggede forspringet på den efterfølgende nedkørsel.

- Pogacar kørte rigtig stærkt og fortjente sejren. Jeg kunne ikke følge med ham opad til sidst på Galibier. For at være helt ærlig er det egentlig bedre, end jeg havde forventet.

- Vi havde forventet at være op til to minutter bagud nu. Så på den måde kan vi egentlig være godt tilfredse, siger Vingegaard til TV 2.

Han ærgrer sig dog en smule over, at han ikke kunne holde hjulet på Pogacar på den sidste del af Col du Galibier. Det havde givet bedre forudsætninger for at kunne følge med UAE-stjernen på nedkørslen.

- Jeg var tæt på at kunne følge med ham. Jeg tabte en del tid til ham på den sidste del af nedkørslen, men nok mest af alt, fordi han er lidt tungere, end jeg er, siger Vingegaard.

2. jul 2024 kl. 17:07

Vingegaard knækket af Pogacar

Tourens 4. etape endte med, at den gule førertrøje skiftede overkrop. 

Det skriver TV 2 på sin hjemmeside.

Vingegaard kunne ikke følge med Pogacar, der kørte alene over stregen. 

På den lange nedkørsel trykkede Pogacar til og øgede til danskeren og de andre konkurrenter, skriver mediet.

Det var første gang i årets tour, at Vingegaard ikke kunne følge med Pogacar.

2. jul 2024 kl. 16:27

Trepartens aftale vil fjerne hver tiende ko fra landbruget

Hvis den grønne treparts aftale føres ud i livet, kan det betyde, at hver tiende ko vil forsvinde fra landbrugets produktion.

Det viser beregninger fra Finansministeriet, der har undersøgt produktionsnedgangen i landbruget som følge af indførslen af CO2-afgiften samt tilskud til fodertilsætningsstoffer og regulering af gødning.

Produktionen af kvæg vil falde med 9,3 procent i 2035, mens produktionen af grise vil falde med 6,3 procent i 2035.

Landbrugets dyr er den største kilde til udledning af drivhusgas, og størrelsen på den animalske produktion er derfor en central diskussion i den grønne omstilling.

En nedgang på 9,3 procent i kvægbestanden er væsentligt mindre, end grønne økonomer tidligere har anbefalet.

Miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen fra Københavns Universitet har med Det Økonomiske Råd anbefalet en afgift på 1200 kroner per ton CO2-ækvivalent, hvilket ville medføre 25 procent færre landbrugsdyr.

2. jul 2024 kl. 16:08

Maj blev varmere end juni for første gang i mindst 150 år

Dette års maj måned har for første gang i mindst 150 år været varmere end juni måned i Danmark. For gennemsnitligt var temperaturen 0,1 grad højere i maj end i juni måned.

Det oplyser Danmarks Metrologiske (DMI) Institut i en pressemeddelelse.

Det er ikke sket før i de 150 år, hvor DMI har målt landsdækkende temperaturer, lyder det.

DMI's klimatologer har opgjort juni måneds gennemsnitstemperatur til 14,5 grader mod 14,6 grader i maj måned, står der i pressemeddelelsen.

Ifølge klimatologerne ligger junis gennemsnitstemperatur på det sædvanlige, mens gennemsnitstemperaturen i maj er en del højere, end den plejer at være.

Ifølge klimanormalen for perioden mellem 1991 og 2020 er gennemsnitstemperaturen i maj i Danmark 11,4 grader.

Klimatologerne kalder det "vejrmæssige tilfældigheder", skriver DMI.

2. jul 2024 kl. 16:03

Tillidsrepræsentant efter afgørelse: - Det har været en belastning for min kollega

Statsadvokaten i Viborg har netop lukket en sag, hvor en betjent ved Midt- og Vestjyllands Politi i oktober sidste år skød en knivbevæbnet mand på åben gade i Holstebro.

Den 32-årige mand mistede livet, efter han blev skudt, og derfor skulle både af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) og Statsadvokaten undersøge sagen.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politiforenings tillidsrepræsentant Niels Brohm var det en forventelig afgørelse.

- Som jeg ser det, så er der handlet efter det, som kollegaerne er trænet til. Der er en forventning fra befolkningen om, at politiet handler, når folk er i livsfare, forklarer han og tilføjer:

- Det er rart for min kollega, at der ikke er noget at komme efter. Men det har været en belastning for min kollega at vente lang tid på en afgørelse.

Tillidsrepræsentanten understreger, at det er en ulykkelig sag uanset resultatet. Han mener dog, at afgørelsen burde komme tidligere, da det er en belastning for betjenten at vente i et halvt år, mens undersøgelserne er i gang.