Kort nyt

3. jul 2024 kl. 12:09

60-årig reddet ud af skov på særligt køretøj

Midtjysk Brand og Redning måtte finde specialudstyret frem, for at redde en 60-årig mand, der var styrtet på sin mountainbike i Viborg.

Kl. 19.43

Viste "vulgære pornofilm" til ansatte - nu er chef færdig

En chef i Erhvervshus Midtjylland er blevet fyret, efter han angiveligt viste "vulgære pornofilm" til en ansat i på den skattefinansierede arbejdsplads.

Det oplyser Interim direktør i Erhvervshus Midtjylland Mette Højborg til Ekstra Bladet.

TV MIDTVEST har tidligere beskrevet, hvordan den nu tidligere chef ifølge Arbejdstilsynet skulle have vist vulgære pornofilm til en medarbejder.

Overfor Arbejdstilsynet erkendte chefen, at han havde vist film til en medarbejder. Han afviste dog, at der skulle være tale om decideret porno og mente i stedet, at filmenes indhold "måske er vulgært".

Ifølge Ekstra Bladet er der indgået en frivillige fratrædelsesaftale med chefen.

I starten af juni blev Erik Krarup fyret som direktør i Erhvervshus Midtjylland.

Kl. 19.13

Vejdirektoratet har ophævet varsel om kraftig blæst på bro

Vejdirektoratet har fredag aften ophævet et varsel om kraftig blæst på Sallingsundbroen.

Det fremgår af Trafikinfo.dk, som Vejdirektoratet står bag.

Varslet har været gældende det meste af fredag.

Kl. 19.00

Massiv interesse for ny uddannelse i Foulum

Knapt 700 ansøgere har søgt ind via kvote 1 på den helt nye uddannelse i veterinærmedicin, hvor man bliver dyrlæge på AU Viborgs nye campus i Foulum øst for Viborg.

Det er første gang, at det er muligt at læse til dyrlæge udenfor hovedstaden.

- Vi havde nok en formodning om, at interessen var stor. Men, at den var så stor, det havde vi nok ikke turde håbe på, fortæller Maria Eskildsen, der er uddannelsesansvarlig på AU Viborg.

Kl. 18.40

Katedralskole sender medfølelse i retning af familie til afdød student

Elever og ansatte på Viborg Katedralskole er dybt berørte, efter en 20-årig student fra skolen torsdag er fundet død i Nørresø i Viborg.

-  Det berører os alle dybt. Vores tanker og medfølelse går først og fremmest til familien, skriver skolen i et opslag på Facebook.

Fredag aften har flere studenter mindedes deres skolekammerat ved en mindestund i Viborg Domkirke.

- Vi har mistet en af vores kære studenter, skriver skolen.

Kl. 18.23

- Det er ildevarslende for Vingegaard, siger ekspert om vigtig hjælper

Wout van Aert leverede ikke som forventet på fredagens enkeltstart i Tour de France.

Den belgiske stjerne var langt fra en topplacering, og ifølge TV 2 Sports cykelekspert Emil Axelgaard er det skidt nyt for holdkammeraten Jonas Vingegaard, der har brug for belgierens hjælp i den resterende del af Touren.

- Det var ildevarslende for Vingegaard. Det kan godt være, at van Aerts enkeltstart er i tilbagegang, men han kommer ind som nummer seks (på daværende tidspunkt, red.) med et tab på et helt minut.

- Det afslører det samme som i tirsdags, nemlig at han er bekymrende langt fra sin topform. I forvejen mangler Vingegaard ressourcer, og det er bestemt ikke godt nyt, at Van Aert stadig mangler så meget, siger Emil Axelgaard.

Van Aert sluttede enkeltstarten som nummer 24, og han tabte 1'51 til Remco Evenepoel, der var hurtigst af alle.

Kl. 18.14

Myndigheder beder om hjælp til at finde plante

I løbet af sommeren rykker entreprenør- og anlægsgartnervirksomheden Forstas ud for at bekæmpe gul kæmpekalla for Miljøstyrelsen. 

Indsatsen bliver især koncentreret om Gudenåens bredder i Midtjylland, hvor den har spredt sig kraftigt, og for at kunne målrette indsatsen er det vigtigt med præcis viden om, hvor planten findes, lyder det fra Miljøministeriet.

Kl. 17.24

Professor: Lønløft er ikke nok til at tiltrække flere pædagoger

Lønnen betyder noget, når unge vælger uddannelse - men det lønløft, som blandt andre pædagoger og sygeplejersker er blevet lovet i 2026, er ikke nok til at tiltrække flere ansøgere til uddannelserne.

Det vurderer professor MSO ved Vive Børn og Uddannelse Hans Henrik Sievertsen.

- Hvis lønnen skal spille en rolle, og hvis der i forvejen er tale om nogle job, der lønmæssigt ikke er på niveau med andre uddannelser - for eksempel ingeniøruddannelser - så skal vi meget længere op lønmæssigt, siger han.

Når unge skal søge uddannelse, bærer valget præg af interesse, men også studiemiljø og arbejdsvilkår. Og her er lønløftet ikke nok til at kompensere for arbejdsmiljøet i velfærdsfagene, vurderer Hans Henrik Sievertsen.

Kl. 17.18

Mindestund for student

Flere lys er fredag aften blevet tændt for den 20-årige student, der torsdag aften blev fundet død i Nørresø i Viborg.

Fra klokken 19 til 20 har Viborg Domkirke åbnet dørene for de, der vil mindes den 20-årige student, hvis liv sluttede under studenterfejringen.

Kl. 17.06

Vigtig weekend venter Vingegaard, vurderer cykelekspert

1:21

Efter fredagens enkeltstart er Jonas Vingegaard et minut og 15 sekunder efter Tadej Pogacar.

Derfor skal thyboen præstere i weekenden, hvor der venter to vigtige etaper. 

- Der venter en halvhård etape med potentiel fare for sidevind. Og på søndag kommer der en famøs grusvejs etape, hvor Visma Lease A Bike skal passe på Jonas Vingegaard, vurderer TV MIDTVESTs cykelekspert Trine Schmidt.

Trine Schmidt understreger, at Visma Lease A Bike i løbet af Touren har passet godt på deres holdkaptajn.

- De har deres styrke i sidevind, på grus og på de lidt fladere etaper, siger hun.

Kl. 16.35

Vingegaard er svært tilfreds trods markant tidstab

Trods et tidstab til Remco Evenepoel og Tadej Pogacar, er Jonas Vingegaard svært tilfreds med sin præstation på fredagens enkeltstart.

- Jeg synes egentlig, at det var en god enkeltstart for mit vedkommende. Jeg synes, at jeg kørte en meget, meget tilfredsstillende enkeltstart. Jeg kan være meget glad over, hvordan jeg kørte i dag – specielt hvordan jeg kørte opad, fortæller Vingegaard til TV 2 Sport.

Den forsvarende Tour-vinder var på målstregen 37 sekunder efter Remco Evenepoel og 25 sekunder efter Tadej Pogacar.

Tidstabet betyder, at Vingegaard i det samlede klassement er 1 minut og 15 sekunder efter Tadej Pogacar, der fører løbet. Mellem de to ligger Evenepoel. Han er 33 sekunder efter Pogacar og 42 sekunder foran Vingegaard.

Kl. 16.11

DMI holder fast i prognose om kraftige byger og torden

DMI regner fortsat med store mængder regn lørdag.

I en vejrudsigt for Midt- og Vestjylland, der er udsendt fredag eftermiddag, oplyser DMI, at landsdelen kan se frem til "byger, der kan være kraftige og med torden".

Fredag middag varslede DMI risiko for skybrud og torden i hele landsdelen.

Langs med vestkysten vil der lørdag være stedvis kuling og vindstød op til stormstyrke, og i forbindelse med kraftige byger vindstød af kulingstyrke.

Kl. 16.04

Kunstværk ramt af tekniske problemer

Den Dykkende Dame i Tarm er uden vand.

Jens Galschiøts 600 kilo tunge skulptur, der i folkemunde kaldes Æ Røv, står i et bassin, hvor det er meningen, at der seks steder skal komme vand op. Men utætheder i mekanikken betyder, at damen med den store bagdel reelt er blevet tørlagt.

- Skulpturen er byens vartegn - vores svar på Den Lille Havfrue - og det er træls at se på, når der stort set ikke er vand i bassinet. Derfor håber jeg meget, at der kommer en løsning, siger formanden for Tarm Udviklingsforum, Steen Rosby.

Kl. 16.01

Kraftig blæst på Sallingsundbroen

Trafikanter skal fredag aften være opmærksom på kraftig vind på Sallingsundbroen.

Det oplyser Vejdirektoratet på Trafikinfo.dk.

- Vinden forventes at aftage i løbet af aftenen, lyder det fra Vejdirektoratet.

Kl. 15.36

Pogacar øger forspring til Vingegaard i Evenepoels triumf

Remco Evenepoel (Quick-Step) er verdensmester i enkeltstartsdisciplinen, og det levede han op til på 7. etape af Tour de France fredag.

Trods tekniske problemer undervejs var belgieren hurtigst på de 25,3 kilometer og satte alle de andre til vægs.

Tadej Pogacar (UAE Emirates) kørte sig ind på andenpladsen - 12 sekunder efter belgieren. Primoz Roglic (Bora) tog sig af tredjepladsen.

Jonas Vingegaard måtte nøjes med en fjerdeplads og mistede dermed tid til de øvrige favoritter i klassementet.

Danskeren lagde ganske stærkt fra land, men var konstant efter både Evenepoel og Pogacar på mellemtiderne, og på målstregen var også Primoz Roglic bedre end danskeren.

Kl. 15.25

Tuktuk-ejer udlover stor dusør efter tyveri

tuktuk-2
Foto: Privat

Mikkel Skovby Spanner fra Skjern udlover nu en dusør til den, der kan hjælpe ham med at få sin elskede tuktuk tilbage.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

Natten til tirsdag blev hans hvide tuktuk stjålet på parkeringspladsen ved Brugsen i Skjern.

Køretøjet har en særlig betydning for vestjyden, da han har lagt mange timer i at få den dengang lille trehjullede skrammelkasse ud at køre.

Dusøren lyder på 5000 kroner.

Kl. 14.51

Glyngøre viser Touren igen

Igen i år kan glyngøreboerne samle sig om Touren til fællesvisning.

Det oplyser Glyngøre Borger- og Erhvervsforening i en pressemeddelelse.

- De folk, der dukkede op, var ikke kun fra lokalområdet, men kom fra hele Danmark og endda fra udlandet. Derfor vidste vi, at vi ville have storskærm i Kassehuset igen i år, siger Frank Schleef, siger formand i Glyngøre Borger- og Erhvervsforening i en pressemeddelelse.

Første fællesvisning er fredagens enkeltstart, hvor Jonas Vingegaard, der er bosat i Glyngøre, snart kører afsted.

Kl. 14.47

Flere vil sydpå

Skolernes sommerferie er startet våd og kold, og det har fået danskernes rejsefeber til at vokse.

Faktisk melder flere rejseselskaber nu tæt på udsolgt i skolesommerferien, og det betyder, at man skal til at have fart på, hvis man ønsker at flygte ned til varmen sydpå.

Kl. 14.12

Blinde på Mors får nemmere ved at sortere affald

Blinde og svagtseende på Mors får nemmere ved at smide pap i papbeholderen og madaffald i den rigtige skraldespand.

I et Facebook-opslag oplyser kommunen, at man nu har indført taktile piktogrammer, så blinde og svagtseende via blindeskrift kan mærke, hvilken spand de står ved.

Klistermærkerne skal bestilles via kommunen, og de er forbeholdt for svagtseende eller blinde.

Kl. 13.51

Vil opsige kontrakten med fire lægeklinikker

Region Nordjylland ønsker at opsige kontrakterne med fire udbudsklinikker, der drives af koncernen alles Lægehus.

Det drejer sig om klinikkerne i Frøstrup, Hurup, Brovst og Dronninglund, der tilsammen har 12.000 borgere tilknyttet.

Beslutningen kommer efter en længere periode med stærk kritik af alles Lægehus.

Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) siger i en pressemeddelelse, at man ønsker at erstatte udbudsklinikkerne med lægehuse, der drives af alment praktiserende læger på overenskomst - og hvis det ikke kan lade sig gøre, er målet klinikker, der drives af regionen selv.

- Region Nordjylland ser en bedring i lægedækningssituationen. Det har alene i år resulteret i, at tre regionsklinikker overgår til at blive drevet af læger på overenskomst, siger Duedahl.

Kontrakterne er endnu ikke officielt opsagt, idet der først er en periode, hvor alles Lægehus har mulighed for at komme med bemærkninger.

Kl. 13.32

DMI varsler risiko for lokale skybrud og torden lørdag

Lørdag er der risiko for tordenbyger og lokale skybrud.

Det skriver DMI i et risikovarsel, der er udsendt fredag.

Varslet gælder for hele landsdelen lørdag i tidsrummet 10.00 til 18.00.

DMI venter, at uvejret kan opstå, når et lavstyrk sender et frontsystem op over landet fra sydvest og varm og fugtig luft.

De kraftige byger forventes at begynde i Jylland sidst på formiddagen.