Sisto: En drøm går i opfyldelse
Offensivspilleren hørte allerede for et år siden om Celtas interesse, men først søndag skiftede han klub.
Søndag blev det officielt, at fodboldspilleren Pione Sisto skifter fra FC Midtjylland til Celta.
Den 21-årige offensivspiller glæder sig over, at skiftet til den spanske klub er blevet en realitet.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse.
- Det har altid været en drøm at prøve noget nyt og større, end dér hvor man er lige nu. Og det må man sige, at jeg i den grad kommer til nu, siger Pione Sisto i et tv-interview på FCM's hjemmeside.
Celta, der holder til i Vigo, sluttede i sidste sæson som nummer seks i den spanske Primera Division.
- Jeg kommer til en klub, der virkelig gjorde det godt i sidste sæson. De spiller en fantastisk slags fodbold, det er virkelig aggressivt.
- Og det lader til at være en klub, hvor sammenholdet betyder rigtig meget. Det har jeg også oplevet her i FCM, og det betyder rigtig meget for mig, at tingene forholder sig sådan, siger Pione Sisto.
Offensivspilleren får dansk holdkammerat i Celta, der i forvejen har Daniel Wass på kontrakt.
Pione Sisto slog for alvor igennem i Superligaen i 2014/2015-sæsonen, hvor han var stærkt medvirkende til, at FC Midtjylland blev dansk mester.
For et år siden var der også interesse fra Celta.
- Allerede på daværende tidspunkt lød det virkelig interessant, men desværre blev det ikke til noget. Jeg blev i FC Midtjylland, hvilket jeg også havde det rigtig fint med.
- Så skete der noget i dette transfervindue, og vi gik benhårdt efter det. Og jeg er virkelig glad for, at det lykkedes, siger Pione Sisto.
/ritzau/