Da kommentarfeltet gik amok - i kærlighed
Et program om fertilitetsklinikken i Skive satte gang i en sand kærlighedslavine fra taknemmelige forældre.
Hundredevis af borgere reagerede, da TV MIDTVEST i oktober måned satte fokus på fertilitetsklinikken i Skive. Kommentarerne var noget særligt. For over 300 valgte at sende rørende hilsener og billeder rettet mod klinikkens personale.
Faktisk har klinikken hjulpet næsten 6.000 børn til verden i løbet af de 20 år, der er gået siden åbningen i 1997.
Både par og enlige har fået hjælp af klinikken, der er internationalt anerkendt for sine behandlingsmetoder og en af landets førende fertilitetsklinikker.
75% af de par eller enlige, der får hjælp på klinikken, ender med at få et barn med sig hjem.
- Man kan sige, at vi startede fra scratch og nåede toppen, hvor vi ligger i dag, sagde professor Peter Humaidan i programmet om den udvikling, som klinikken har været igennem.
Gense programmet øverst og se herunder de mange seer-hilsener, der væltede ind på Facebook fra glade og taknemmelige forældre:
Dagen efter interviewede TV MIDTVEST personalet om strømmen af kærlige hilsener. Se indslaget herunder.