Mange rejser væk i juledagene: - Jeg gider ikke det juleræs
Mange af os søger mod de varme lande, når julen banker på døren. Jytte Damkjær er en af dem, der sætter sig på et fly med kurs sydpå.
De fleste forbinder julen med flæskesteg, and, brune kartofler og et juletræ.
Sådan er julen ikke helt for Jytte Damkjær, der rejser til Gran Canaria for at holde jul den 21. december.
Den varme sol sydpå lokker - så nu skal hun på grupperejse igen.
- Jeg var afsted første gang i 2017. Der var vi på Tenerife, siger Jytte Damkjær, der rejser med 38 andre danskere til Gran Canaria i år.
De 38 danskere, der skal på grupperejse, er ikke de eneste, der vælger drinks og en dukkert i poolen fremfor sprøde flæskesvær og koldt vintervejr.
- Henover jul og nytår har vi fuldt hus på det hele og mere eller mindre udsolgt, siger direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj.
Danskerne var hurtigt ude, da juleferien skulle bookes. Det er der en særlig grund til, mener direktøren.
- Juledagene ligger særligt godt i år, så man behøver ikke at ønske så meget ekstra ferie, siger Peder Hornshøj, der fortæller, at første juleferie blev booket for otte måneder siden.
Også Primo Tours melder om næsten udsolgt, hvor det især er rejser over nytår, der er et hit i år.
Jytte Damkjær kommer ikke til at savne hverken juletræerne eller familiesamværet.
- Vi bruger tid sammen på andre tidspunkter, så det er okay, siger Jytte Damkjær, der sidder med barnebarnet Leo på skødet, som heller ikke har noget problem med, at farmor tager sydpå over julen.
Der er flere grunde til, at Jytte Damkjær rejser i julen.
- Jeg gider ikke det juleræs. Vi er mange bedsteforældre i vores familie, især når der er skilsmisse i familien. Så det kan nogle gange være svært at vide, hvem man skal holde jul med, siger Jytte Damkjær, der er mor til tre voksne drenge.
I år skal Jytte Damkjær for første gang afsted med Brittas Rejser, der afholder grupperejser for singler.
Det er Britta Sandager, der står bag Brittas Rejser. Hun har afholdt rejser for singler siden 2002, og efterspørgslen er kun blevet større.
- Det startede med bare at være et par stykker. Nu har jeg 12 rejser om året, siger Britta Sandager, da TV MIDTVEST besøger hende i Herning.
Der er en særlig tanke bag Britta Sandagers grupperejser.
- Det er ikke altid så sjovt at være alene i julen. Så er det godt, at man kan tage afsted sammen, fortæller hun.
Danskernes fortrukne rejsedestinationer i 2023 var Spanien og Thailand. Det er også gældende for 2024, lyder det fra Peder Hornshøj, direktør i Bravo Tours.
Men der er også kommet en ny spiller med i kapløbet.
- Vi ser også stor interesse for Egypten i år, siger Peder Hornshøj, der understreger, at det især er varme lande, danskerne flygter til i vinterkulden.